Onsdag den 3. december holdt Den Danske Sprogkreds julefest på Kulturstationen i Vanløse.
Festen blev indledt med afsyngelsen af slagsangen “Sproget, det er vort”, og så gik vi i gang med en spændende gættekonkurrence. Syv af de tilstedeværende medlemmer havde bidraget med et eller flere kapitler til bogen “Tag tyren ved hornene. Nyt liv i gamle udtryk og ordsprog”, og de læste hver et kapitel op uden at nævne, hvilket udtryk der var tale om. De øvrige deltagere skulle så selv finde ud af det.
De rigtige svar var:
- Ingelise Hallengren: at bide tungen af sig selv
- Ingrid Slott: at gå om den varme grød
- Michael Falkendorf: krage søger mage
- Dorte Roholte: at tage tyren ved hornene
- Ellen Strandgaard: at se giraffen
- Karin Louise Sigurskjold: op ad bakke
- Lise Bostrup: at lave selvmål.
Herefter stod Elisabeth Handberg for en underfundig historisk quiz på rim, Lise fortalte om Dagbladet Informations konkurrence om at skrive vers på melodien “Sikke en voldsom trængsel og alarm” og Karin Sigurskjold læste tre små grønlandske fabler om mennesker og dyr. Til allersidst fortalte Lise Bostrup om forårets program og det kommende nummer af Sprogkræsen.
Traktementet stod på julesmåkager, konfekt og rødvin – og Skjold Burne på Jernbane Allé havde doneret en flaske god portvin til de mange fremmødte.
Skriv et svar