I dag kom krimiantologien “Slangen i skuffen” fra trykkeriet. Bogen består af 31 fortællinger med relation til Lolland, Falster og Sydsjælland. Her kan man læse om “Kældernæsmorderen” og “Det borende X”, “Kappebavianen Kitty i Knuthenborg Safaripark”, der på mystisk vis kommer i besiddelse af en pistol, butikstyven i Præstø, “Den døde, der levede” i nærheden af Rødby og mange andre særprægede, sjove og farlige eksistenser langt, langt væk fra København og Vedbæk.
“Slangen i skuffen” er redigeret af krimiforfatteren Dorte Roholte og formanden for Den Danske Sprogkreds, Lise Bostrup, og de 19 deltagende forfattere er enten tilknyttet Forfattergruppen Os hernedefra eller Den Danske Sprogkreds.