Onsdag den 22. maj var der gang i Susanne Stauns sjove brætspil. Tre hold kæmpede mod hinanden, slog med terningen, rykkede frem og tilbage og svarede på en masse spørgsmål om grammatik, sprogrigtighed, sproghistorie, udtale og faste udtryk. Vi var delt i tre hold: Thomas Brasen og Hans Christophersen, Peter Krag og Anne Larsen, samt Ingelise Hallengreen og Lise Bostrup.
Med til spillet hører en grå kasket med en teksten “Den gule førerhat”, og den blev sat på hovedet af en fra det hold, der førte.
Nu bagefter tænker jeg, at det er utroligt, at seks voksne, hvoraf flere ikke kender hinanden, kan sætte sig direkte hen til et spillebord og flytte brikker, diskutere inderligt og hyle af grin, men sådan er det at spille Susanne Stauns sprogspil.
Hvis jeg skal kritisere spillet en lille smule, vil jeg mene, at det burde have haft et mere markant navn end blot Sprogspillet. Et sprogspil er blot en genrebetegnelse, der ikke siger noget om arten. Måske skulle det skifte navn til Sprogmatador? Ideen med at flytte en brik rundt i en cirkel efter terningekast og så møde diverse forhindringer er den samme. I Matador trækker man dog kun spørgsmål, når man skal ud af fængslet. I Sprogspillet må man svare på spørgsmål hele vejen rundt.