Den Danske Sprogkreds havde det røde udstillingstelt med til Kulturdagen i Nykøbing Falster fredag den 30. september. Bøgerne om faste udtryk og ordsprog skabte opmærksomhed, og det samme gjorde den lokale antologi “Os hernedefra”, som er udkommet i anledning af forfattergruppen stORDstrømmens 10 års-jubilæum, og som mange af Sprogkredsens medlemmer har været med til at udarbejde. Sprogkredsens telt var placeret lige ved siden af scenen på Lilletorv, og her optrådte forfatterne Birthe Johansson, Hans-Willy Bautz, Else Lefmann, Carsten Aner, Emil Probst, Rainer Verhoeven og Karin Louise Sigurskjold. Lise Bostrup introducerede forfatterne.

Mange havde frygtet kulde og regn, men det blev en tør og mild eftermiddag og aften, der var mange gæster i de små gader, og stemningen var fin.