Digteren, der gav os de store juleeventyr Nissen hos spækhøkeren, Nissen og Madammen Grantræet og Den lille pige med svovlstikkerne havde et mildt sagt ambivalent forhold til julen. På den ene side elskede han den store familiefest med sine nisser, lys og julepynt, og på den anden side var julen en plagsom tid for den enlige digter, og jo ældre han blev, desto mere direkte gav han udtryk for sin utilfredshed.

Den ensommes jul

Allerede som ganske ung var H.C. Andersen optaget af juletraditionerne, og han opsøgte folk i håbet om at blive lukket ind. Lørdag den 24. december 1825 noterer den dengang 20-årige digter i sin dagbog:

Fru Belfort ei tilstede ligeledes Grevinde Friis, var nu hos Ørsteds og hialp dem med Juletræet; — Efter Frokost her gik jeg til Meisling, ei hiemme, hos Fru Von der Maase fremmede. — Hos Frøken Falberne var Jøden Hammer der fortalte om Madm Mars og Talma; »De kommer aldrig til os! De glemmer Smaafolk!« sagde Frøken Mine; var hos Krigers resten af Dagen hos Wulffs, »ja sagde Comandeuren, vi maa behage ved vort Indre det Ydre duer skue ikke, jeg fik dog en kiøn Kone. De faaer nok ogsaa een.«

Kommandør Wulffs bemærkning kunne tyde på, at han ser Andersens løben fra Belfort til Friis og herefter til Ørsted, Meisling, Maase, frøken Falberne, frøken Mine og Krigers for at slutte af hos Wulff på en og samme dag som et udtryk for rodløshed. Andersen bør efter Wulffs mening finde sig en kone og få sig et hjem.

H.C. Andersen fulgte ikke Wulffs råd.

Julefester fornøjer ikke

Efterhånden, som H.C. Andersen blev en anerkendt digter, blev han inviteret indenfor i de gode familiers kredse. Her brugte han meget energi på at klippe julepynt og skrive digte til værterne og deres børn. Andersen modtog også selv gaver fra værtsfamilierne, men dem var han ofte ganske utilfreds med.

Juleaften 1865 tilbragte han f.eks. på godset Basnæs ved Skælskør hos familien Scavenius, og da han var kommet op på sit værelse, noterede han i sin dagbog:

… senere paa Aftenen fik vi andre Juletræ; jeg forærede Otto mine sidste Eventyr; selv fik jeg to vistnok kostbare Vaser af Fru Scavenius og af Luzie, et af Papir paa Lærret overført Billede, intet af disse fornøiede mig og jeg lader dem blive til Sommer. … jeg er ikke juleglad iaften, mon det endnu kommer?

Eksemplet, hvor han er tæt på at vrænge af de vistnok kostbare Vaser er ikke enestående. I dagbøgerne omtaler han distanceret, at han har fået en pennevisker (en klud til af aftørre sin skrivepen), en bogopsprætter og en trøster (en lille hjemmehæklet pude, som vi kender fra Peters jul, hvor det fortælles om en lille pige, at til bedstemor hun hækler på en trøster. Andre steder brokker han sig over at have fået et strikket uldent Halsklæde, et Stykke til at hænge Nøgler paa og en Pennevisker.  En pennevisker var en klud til at tørre sin pen i, og i Ordbog over Det Danske Sprog angives det som eksempel på brugen af ordet som man (kan) ikke faa nogen bedre Pennevisker end en raa Kartoffel.

Afbud og undskyldninger

H.C. Andersen, der op gennem årene blev mere og mere feteret, og som var det indlysende centrum ved selskabelige lejligheder på danske herregårde og i borgerlige hjem, blev netop i julen ofte sat til side til fordel for familiernes børn og ældre, og det brød han sig så lidt om, at han i flere år foretrak ensomheden.

Fredag 16.12.1870 Graat, vaadt, derpaa lidt Solskin. Besøgt Fru Scavenius og takket hende for Indbydelsen i Julen, men jeg kom ikke.

I et brev til en veninde fra den 25. december 1854 hed det:

Det var ellers en trist juleaften, jeg sad hjemme hos mig selv hele Aftenen, uden Fest, uden Glæde […] faaet iforgaars et Bygkorn paa Øiet, […] at der ikke var andet for end at gaa hjem, stille Lyset bag en Skjærm og sidde stille i Sophaen og drikke en Kop Thee, det var en tynd Juleaften.

Jo ældre han blev, desto mere led han af tandsmerter:

Fredag 25 [1863] Om Aftenen læste jeg høit de tre første Acter af »Paa Langebroe«; jeg havde stærk Pine i de forreste Tand-Stumper; gik meget tidlig til sengs.

Den lykkelige jul

Der er i H.C. Andersens dagbøger én eneste begejstret beskrivelse af en juleaften. Den stammer fra den 24. december 1833, hvor han befandt sig i Rom sammen med billedhuggeren Bertel Thorvaldsen og en række andre danske kunstnere. Der er som bekendt stor forskel på opfattelsen af julen i de katolske og de protestantiske lande. Helt simpelt kan det udtrykkes med salmen ”Glade jul”, der er en oversættelse af den tyske ”Stille Nacht”. I Skandinavien er julen en glædesfest, hvor man danser, drikker og ”giv mig kun et kys, det er jo jul”, mens man i de katolske lande går til højmesse den 25. december for fromt og stille at fejre Jesusbarnets fødsel.

H.C. Andersen, der ellers så kortfattet og tørt beskriver sine juleaftner i Danmark, er her ganske euforisk:

Inde i Byen kunde intet Locale overlades os, da det var saa hellig en Fest og vi vilde synge; vi fik derfor udenfor i det store Huus i Villa borgheses Hauge, tæt ved Amphietheatret ved Pinieskoven; en Deel af os gik alt om Morgenen derud for at arangere til Festen, Jensen og Christensen med mig bandt Krandse, min var den smagfuldeste og den blev bestemt til Prindsessen. Jeg lagde en Blomsterguirlande om hele Bordet, vi spiiste derud[e], Klokken tre gik jeg hjem for at friseres og pyndtes. — Klokken 6 vare vi alle samlede, Prindsessen turde ikke som Catholik møde.
— Plagemann havde malet de tre nordiske Rigers Vaaben, disse hang med Egeløv og Laurbærkrandse, mellem store Laurbær Guirlander, Bordet havde jeg omlagt med en Blomsterkrands og paa hvers Talerken laae en Epheukrands at sætte paa Haaret, i Damernes vare Roser. Vi begyndte inde ved Juletræet, der var et prægtigt stort Laurbærtræ behængt med Oranger og Presenter, Tilfældet vilde at jeg fik den bedste og dyreste Present (til 6½ Skudo) et Sølvbæger med Indskrift: »Juleaften i Rom 1833.« Desuden en smuk Pengepung. Min Present i de mange Papirer var den der gjorte mest Lykke som den moersomste, Byström fik den og man tilklappede mig Bifald. — Hertz fik en Ring med en Antik i. Zeuthen Thorvaldsens Medallie givet af ham selv.

Ved Bordet havde Bøtcher lovet at arangere det meget herligt med min Sang, men han tog den tre Toner for høit, vilde nu ikke vedkjende sin Feil og ingen kunde derfor synge med, det gjorte at da Kongernes Skaal proponeredes var der et Vrøvl, saa de bleve meget mat udbragte. — Nu gjorte de da det dumme at synge nok engang og ved Champagnien at drikke Skaalerne; det samme skeete med Prindsessens Skaal: hun leve høit! raabte Blunk, jeg troede han raabte I skal raabe høit. Klokken 11 gik alt Thorvaldsen og nogle af de Ældre, jeg gik da med. Da de ikke ved første Bankning aabnede Roms Porte, bankede jeg. »Chi es?« spurgte de. »Amice!« svarede vi og nu aabnedes der en lille Laage som vi krøb igjennem. Det var deiligt mildt Veir! »ja,« sagde Thorvaldsen, »det er anderledes end hjemme, Kappen bliver mig ordentligt for tung!« Berlin og Carlsberg gik vild for os; Fernley talte til Thorvaldsen om at forføre mig, om min Uskyldighed; Imidlertid ringede Klokkerne i et Væk og Folk gik til Maria Magiora, jeg gik at lægge mig.

En juleaften med dejlige venner, anerkendelse af ham for at pynte bord, en fin gave til ham selv, og en udnævnelse af hans egen gave som den morsomste, bifald, skåler for ham og afsyngelse af hans sang – kunne det være bedre? Jo, sangen blev sunget tre toner for højt …, og så var han lige ved at blive forført om sin uskyldighed midt i den berusede lykke.

Det var ikke bare en glad jul, men en lykkelig jul for H.C. Andersen.

15 år senere, altså i 1840, rejste han igen til Rom, hvor han viste en ven ved navn Løfler rundt.  I modsætning til den vilde, begavede, grænseoverskridende og kunstneriske julefest med Thorvaldsen, var han lige ved at miste tålmodigheden med den småborgerlige gæsts indskrænkede overførelse af den danske guldalders juleopfattelse af Rom i julen. I den forbindelse skabte han ordet ”julevrøvl”.

Torsdag den 24. Gik ud og viiste Løfler [en gæst] omkring, […], ved Alt hvad han saae sagde han det er nysseligt, selv Collossæum var »nysseligt«, da havde nær Taalmodigheden forgaaet mig. […] Det er Møller og Rothe al det Julevrøvl er gaaet ud fra.

Liv og virkelighed til jul

H.C. Andersen forsøgte som ældre i kraft af sine selvbiografiske værker at skabe et billede af sig selv i offentligheden. Den på det tidspunkt berømte og anerkendte digter, H.C. Andersen, så som 56-årig tilbage på sit liv og beskrev sin fattige, lykkelige juleaften i kontrast til sit tidligere liv:

Een Stue, et lille Kjøkken –
og dog Alt saa stort og godt.
Der leged’ jeg Juleaften
som siden paa intet Slot

Og Risengrøden og Gaasen
og Gnavposen – ! hvilken Fest!
Vor Jord er velsignet – det føler
i Barndoms-Hjemmet man bedst!

Ud fra de eksisterende kilder er det ret usandsynligt, at H.C. Andersens familie i hans barndom skulle have haft råd til at købe en gås og som en adels- eller borgerlig familie have siddet om et bord og spillet terningespillet gnav om pebernødder er ret usandsynligt.

H.C. Andersens eventyr, hans selvbiografi, hans dagbogsnoter og hans breve, der handler om juleaften giver et billede af et ensomt menneske, der idylliserede forestillingen om julen.