Vi har i høj grad følt, at vi løb åbne døre ind, når vi talte om vores fokusområder inden for dansk sprog og sprogpolitk:
  • genindvinding af sproglige domæner inden for f.eks. uddannelsessektoren, så man sørger for, at der udvikles et dansk ordforråd inden for alle relevante områder parallelt med brugen af engelske ord
  • kritik af sammenrodning af danske og engelske ord, udtryk og bøjningsendelser til en slags danglish
  • kritik af ideen om, at man ikke støtter de svage sprogbrugere ved at indføre en masse parallelle stave- og bøjningsformer,
  • forsøg på at støtte en klarere og mere normativ retskrivningspolitik, der tager udgngspunkt i professionelle sprogbrugeres situation.
  • diskussion af brug af nye ord og betydningsændringer, der indebærer politiske vurderinger som f.eks. ”ældrebyrde”, ”omstillingsparathed” og ”liberal”
  • diskussion af brug af uigennemskuelige forkortelsesord
  • opgør med nazismens spøgelse, der gør det odiøst og højreorienteret at ønske at støtte sit eget sprog og progressivt og venstreorienteret at gå ind for en amerikanskpræget kommercialisering af sproget med implementering af varemærkebetegnelser.

Men selv om vi er blevet modtaget så venligt, og vi har en kalender for resten af 2018 fyldt med foredrag så forskellige steder i landet som Haderslev, Nykøbing Falster, Hillerød og Holbæk, så er der en institution, der ikke klapper i hænderne.

På selve årsdagen for vores stiftende generalforsamling afsendte direktøren, Sabine Kirchmeier, en noget bryskt formuleret fødselsdagsstråmand som svar på mit blogindlæg på Folkeskolen.dk den 5. juni.

”Mener hun (Lise Bostrup) virkelig at vi skal tilbage til fortidens håbløse kancellisprog? Det mente Erik Hansen ikke, og det gør vi heller ikke i Dansk Sprognævn i dag. Vi arbejder derimod for at borgerne skal kunne forstå hvad myndighederne skriver.”

Faktisk er Sabine og jeg rørende enige om, at vi skal have et godt sprog, så ”borgerne skal kunne forstå hvad myndighederne skriver”. Ja, hvem pokker kan da være uenig i det?

Det, vi er uenige om er, hvordan man udvikler det danske sprog, så det kan fungere optimalt, og her mener jeg, at Dansk Sprognævn når det i sin ihærdighed for at forhindre grimme krakiler, sprogrøgtere og andre konservative kræfter i at kritisere de svage, indfører et væld af dobbeltformer, slet ikke støtter de svage – for svage sprogbrugere har brug for gentagelser for at lære bestemte former – men blot gør det uendeligt vanskeligt for professionelle sprogbrugere at skrive og stave korrekt dansk.

Lad os tage et banalt eksempel:

”En sandwich” kan ifølge Retskrivningsordbogen både hedde ”to sandwicher” og ”to sandwich” i flertal, men ifølge både Den Danske Ordbog og Ordbog over det Danske Sprog findes der også en tredje flertalsform, nemlig ”to sandwiches”.

Sabine Kirchmeier hævder, at Sprognævnet ikke ophæver noget til lov, men blot følger sprogets udvikling, men hvis jeg ser mig omkring finder jeg også formerne ”to sandwichs” og ”to sandwich’er”. Disse former er imidlertid ikke anført i nogen af de tre nævnte ordbøger, så der må altså finde en eller anden form for normativ filtrering af formerne sted.

For mig at se er det at udarbejde en Retskrivningsordbog et forsøg på at skabe normer for sproget, og når Dansk Sprognævn vælger at angive to af de fem nævnte flertalsformer, er der tale om et valg. Hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og nøjes med at give os en form og sige, at det hedder ”en sandwich” ”to sandwich”, i stedet for at fralægge sig ansvaret og hævde, at man blot registrerer sprogets udvikling?

Et resultat af den såkaldt deskriptive holdning er, at professionelle forlag, medier og firmaer bliver nødt til at udarbejde deres egne retskrivningsregler, for man kan jo ikke skrive ”sandwicher” i linje 1, “sandwich” i linje 2 og ”sandwiches” i linje 3,  og så fortsætte med at skrive ”inden for reglerne” i linje 4 og ”indenfor reglerne” i linje 5.

Dansk Sprognævn forsøger at få sin sprogpolitik til at se ud som om den skaber frihed, men i virkeligheden skaber den masser af problemer for de professionelle sprogbrugere, – og det synes vi, at Dansk Sprognævn skulle lave om på.

(Stråmanden her er fra www.billedordbog.dk)