Den danske lektor på universitetet i Lund, ph.d. Robert Zola Christensen fylder 60 år i dag, og i den anledning beskriver Jes Stein Petersen i Politiken hans roman om en tredobbelt mordbrand i Rønne i 1995, en bog om en klimaforsker, hvor man kan læse, “hvordan han på et tidspunkt må hænge på ydersiden af en helikopter, der er ved at skride på isen” og “krimier med den tidligere jægersoldat og PET-medarbejder Bent Kastrup i hovedrollen. I en af dem bliver en kvindelig sprogforsker skåret i adskillige små stykker”.

Dertil får vi så, at vide, at Robert Zola på et tidspunkt ville være brandmand og er uddannet røgdykker.

Det er alt sammen meget maskulint og meget imponerende. Det nævnes så lige i forbifarten, at Robert Zola har undervist og stadig underviser i dansk sprog, og det faktisk i den forbindelse, jeg kender ham. Han har undervist i dansk på Lunds Universitet i en menneskealder, og hans og hans kone Lisa Holm Christensens bog “Dansk Grammatik” (Syddansk Universitetsforlag) har siden 2005 været en central bog på 1. dels-studiet både i Danmark og i udlandet. Jeg kunne faktisk godt uden at vide det forestille mig, at det er hans undervisning i dansk sprog og salget af grammatikbogen, der har finansieret de mange imponerende rejser, der har givet ham stof til de spændende bøger.

Det er der selvfølgelig ikke noget galt i, men jeg ærgrer mig på sprogets vegne lidt over, at Zolas sproglige væsentligste indsats i den grad sættes til side for den litterære.

Hvorfor er litteraturen så meget finere end det sprog, den skabes af?