Hvis er dets?
Kan man bruge adverbier, pronomener, præpositioner og verber i genitiv?
Her er en lille historie med en masse genitivformer:
For nylig var jeg sammen med en gruppe venner i færd med at rydde op efter et foredrag i Den Danske Sprogkreds, og en af os fik øje på en lille dametaske, der lå på en stol.
”Hvis er dets?”, spurgte hun.
“Jeg har ingen anelse om, hvems det ers?”, svarede jeg.
”Er det ikke hende, der står derovres?”, svarede en anden.
”Hvem?”, spurgte den første og kiggede over i retning af nogle mennesker, der var ved at gøre sig klar til at gå.
”Ja, jeg mener, det må være hende, der står derovre med den ternede jakke pås”, lød svaret.
”Nej, det kan da ikke være hendes. Det er jo Ingelise, og hun kunne aldrig drømme om at glemme sin taske.
”Jamen, hvis er det sås?”
”Det kan måske være nogen, vi ikke kenders?” Jeg prøver lige at spørge nogen.
”Undskyld, men der er nogen, der er ved at glemme den her taske. Se her! Hvisses er detses? Er det nogen af jeres’?”
”Det er ikke min søster og jegs.”
”Og det er i hvert fald hverken Marias eller mins.”
”Jamen, så må det være hende, der holdt foredragets.”
Formerne ”derovres”, ”pås”, ”sås”, ”detses”, ”jegs”, ”mins”, “ers”, “hvems” og “hvemses” kan nok få de fleste dansklærere til at finde den allerrødeste kuglepen frem, men sagt i helt almindeligt talesprog vil i hvert fald en del af -s-formerne i dialogen ikke føre til nævneværdig næserynken.
Sagen er den, at vi på dansk har noget, vi kalder kollektiv genitiv. Vi siger ikke ”Mies og Mortens bil”, men nøjes med at sætte -s på det sidste led, så det bliver ”Mie og Mortens bil”. Det kan give forvirring, for hvis jeg siger, at ”Mie og Mortens mor kommer til lærermødet”, så er det ikke til at vide, om jeg mener, at der kommer en eller to personer.
Et andet eksempel på kollektiv genitiv er, at vi flytter et genitiv-s hen bag det sidste led i et sammensat led. Det hedder ikke ”Kronprins Frederiks af Danmarks fødselsdag”, men ”Kronprins Frederik af Danmarks fødselsdag” uagtet at det ikke er landets, men prinsens fødselsdag, der menes.
Med samme logik kan man så i talesproget sætte et -s på stort set alt, og i og med at grænserne mellem det talte og det skrevne sprog bliver stadig mere udviskede, vinder brugen af den kollektive genitiv frem i skriftsproget.
Skriv et svar