Det danske sprog har uendelig mange sammensatte ord. Faktisk er der så mange, at det er umuligt at anføre dem alle i en ordbog, og stavekontrollen kan heller ikke overskue dem. Resultatet er, at man får fejlmeldinger, når man skriver dem, og stavekontrollen foreslår fejlagtigt at dele ordene.

Det er imidlertid ikke kun den automatiske stavekontrol, der ikke kan overskue de sammensatte ord. Mange sprogbrugere kan heller ikke finde ud af, hvornår man skal sætte ordene sammen, og hvornår man skal lade være.

Der er tre vigtige forskelle på sammensatte og usammensatte ord: betydningen, udtalen og bøjningen:

“En dansk lærer” er en lærer, der er dansker, men en dansk lærer kan sagtens undervise i matematik, hvorimod en “dansklærer” underviser i dansk uden nødvendigvis at være dansker.

I udtrykket “en dansk lærer” er der både hovedtryk på ordet “dansk ” og på ordet “lærer”, hvorimod der i ordet “dansklærer” er hovedtryk på “dansk” og bitryk, altså en mindre grad af tryk, på ordet “lærer”.

Den bestemte form af “en dansk lærer” er “den danske lærer”, hvorimod den bestemte form af ordet “dansklærer” er “dansklæreren”.

Det burde faktisk ikke være så svært at finde ud af, men alligevel vrimler det med fejl, og ofte skaber fejlene pudsige ændringer af den tilsigtede betydning.