Udtrykket at sætte sit lys under en skæppe er meget gammelt, og det har flere forskellige kilder.

En måleenhed i middelalderen

En skæppe er en gammel måleenhed, der blev brugt fra middelalderen og frem til det 20. århundrede. kunne bruges til at måle f.eks. korn, kul og kartofler. Man havde forskellige typer skæppemål, nogle havde form at en lille tønde af egetræ, andre var lavet af stål, og der var forskel på skæppernes størrelse fra egn til egn.

I H.C. Andersens eventyr Lille Claus og Store Claus fra 1835 spiller skæppemålet en væsentlig rolle.

Lille Claus og Store Claus er bønder og bor langt ude på landet. Store Claus er hverken højere eller tykkere end Lille Claus, men fordi han er rigere og er i besiddelse af ikke mindre end fire heste. Lille Claus har kun én hest, men Store Claus lader storsindet Lille Claus låne sine heste om søndagen, hvor han selv går i kirke.

Lille Claus nøjes imidlertid ikke med at bruge Store Claus´ heste på sine marker. Nej, spænder alle de fem heste for sin vogn og kører søndag efter søndag forbi kirken med piskesmæld og råbet ”Hyp, alle mine heste!” forbi landsbyens kirke trods Store Claus´ protester og advarsler. Til sidst bliver Store Claus så vred, at han slår Lille Claus´ hest ihjel, og Lille Claus ser ingen anden udvej end at trække huden af sin døde hest, putte den i en sæk og drage ind til byen for at sælge den til skomagere og garvere og for dog at få lidt penge for den.

På vejen til byen sker der lidt af hvert: Den første nat beder Lille Claus om lov til at overnatte på en stor gård, men konen vil ikke lade ham komme ind, fordi hendes mand ikke er hjemme. Lille Claus finder så på at klatre op på taget af et skur for at sove deroppe. Derfra kan han se ind ad stuehusets vindue, og her er bondekonen i fuld gang med at servere en overdådig middag med både fisk og steg og rigeligt med vin for landsbyens degn. Pludselig kan konen og degnen høre, at bondemanden kommer uventet hjem, bondekonen bliver rædselsslagen og gemmer degnen i en stor kiste og maden i sin bageovn. Bondemanden ser Lille Claus på taget, og inviterer ham straks ind i stuen, og konen serverer grød for dem. Lille Claus, der har set den lækre mad, træder på posen med hestehuden, der giver lyde fra sig, og Lille Claus fortæller, at det er en troldmand, der siger, at han har hekset hele bageovnen fuld af mad. Senere hekser den også tre flasker vin frem og til sidst fortæller han, at han har hekset fanden ned i bondens kiste. Bonden er begejstret og vil købe troldmanden i sækken, og Lille Claus angiver prisen i skæppemål: ”Du skal få troldmanden for en skæppe penge, men jeg vil have skæppen topfuld.” siger han og kræver dertil, at Lille Claus skal hjælpe ham af med fanden, altså degnen i kisten og giver ham en trillebør at køre posen med penge og kisten med degnen på.

Lille Claus lader som om han vil smide kisten med degnen i en dyb å, men degnen tilbyder en skæppe penge for at blive sluppet ud. Herefter har Lille Claus ”hele trillebøren fuld af penge”, så vi kan forstå at en skæppe er noget, der svarer til en fuld sæk, og at sækkene må være temmelig store, når to sække fylder en hel trillebør. For at finde ud af præcis hvor mange penge han har, sender Lille Claus bud til Store Claus for at låne et skæppemål. Sådan et var det nemlig kun de store bønder og de handlende, der havde.

En skæppe penge har vi i dag i udtrykket en pose penge, som lige som hos H.C. Andersen betyder en ubestemmelig, men stor sum penge, og vi har udtrykket at skæppe i kassen, at tjene penge på noget.

Et bibelsk udtryk

Selve ordet skæppe er imidlertid langt ældre end H.C. Andersens eventyr, og udtrykket at sætte sit lys under en skæppe findes i Luthers oversættelse af Bibelen, hvor ordet Scheffel, der svarer til det danske ord skæppe anvendes flere gange. I Bjergprædikenen i Mathæusevangeliets 5. kapitel, bruget Jesus ordet skæppe ifølge de danske oversættelser frem til 1993 følgende til sine disciple:

I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene. Mathæus evangeliet 5. 13-16 (oversættelsen fra 1993.)

Jesus opfordrer altså disciplene til at undlade at skjule deres begavelse for omverdenen, men i stedet at lade deres lys skinne og vise, hvad de kan og ved til glæde for alle.

Skæppemålet afskaffes

Skæppen som måleenhed blev sammen med en tønde, et pund og et lispund afskaffet officielt i 1907, men levede videre på markedspladser.

Ordet skæppe lever imidlertid videre i udtryk som det skæpper i kassen og ordet skæppeskønt dukker også lejlighedsvist op – ofte i forbindelse med udtrykket knæhøj karse som humoristiske levn fra 1970erne, hvor disse begreber var højeste mode.

Bibelselskabet følger trop

I den nyeste udgave af Bibelen, Bibelen 2020, er skæppen blevet udskiftet med en krukke:

Den samme gælder en olielampe: Den tænder man ikke for at gemme den væk under en krukke, man sætter den frem, så alle i huset kan få glæde af den.

Ny betydning

Det faste udtryk at sætte sit lys under en skæppe er ikke glemt, men nu bruges det sjældent i betydningen, at man har en forpligtelse til at bruge sin begavelse til glæde for fællesskabet. I dag bruges det næsten altid i kombination med ordet ikke som her:

… nu er det ikke specielt københavnsk at sætte sit lys under en skæppe. (Jyllandsposten 10.7.1999)

Her er det klart negativt ikke at lade sit lys skinne og positivt at sætte det under en skæppe.

Journalisten Samuel Rachlin udtrykte det sådan i bogen Danskere, hvem er vi? fra 1985:

At sætte sit lys under en skæppe er måske et typisk dansk udtryk, men at gøre det er ikke et typisk dansk karaktertræk.

Forveksling af skæppe og skræppe

I dag er der mange, der ikke ved, hvad en skæppe er, og man kan høre folk sige, at man ikke skal sætte sit lys under en skræppe.

En skræppe er imidlertid en plante, og den optræder også flere gange i H.C. Andersens eventyr mest markant i indledningen til Den Grimme Ælling:

Midt i Solskinnet laae der en gammel Herregaard med dybe Canaler rundt om, og fra Muren og ned til Vandet voxte store Skræppeblade, der vare saa høie, at smaa Børn kunde staae opreiste under de største.

Verbet at skræppe er et såkaldt onomatopoetika, som efterligner den lyd, som især gæs giver fra sig, når de bliver bange, slår ud med vingerne og vil true fjender væk fra deres område ved at vise deres magt.

Af den grund brugtes verbet at skreppe i middelalderen og bruges stadig i udtrykket at skræppe op om noget i betydningen at råbe op, at prøve at få noget til at se større ud, end det er og at prale.