Et oxymoron er en retorisk figur, der udgøres af to elementer, der normalt anses for at være hinandens modsætninger. Det kan være en larmede tavshed, en dumsmart bemærkning, en nyklassiker eller en passiv-aggressiv adfærd.
Den norske lingvist Helene Uri hævder i sit netop udkomne værk Hvem sagde hvad? Om kvinder mænd og sprog (Klim november, 2019) at Henrik Ibsen ofte lod sine kvindelige figurer udtrykke sig i denne form, som f.eks. da han lod sin Hilde i Bygmester Solness udbryde Det er bare så rasende dejligt at ligge sådan og drømme.
Helene Uri ser det som udtryk for, at Ibsen var på linje med den langt senere danske sprogforsker Otto Jespersen, der i sin bog Barnet, Kvinden, slægten (Gyldendal 1941) beskrev brugen af oxymoroner sådan:
En mand kan sige om noget, at det er skrækkeligt ærgerligt, eller om en ulykke, at den er forfærdelig stor, men ikke at noget er skrækkeligt dejligt eller rædsomt morsomt.
Helene Uri afviser Otto Jespersens påstand som et resultat af hans opfattelse af kvinder som ulogiske og selvmodsigende væsner, men bringer ingen eksempler på norske mænds brug af udtryksmåden.
Her kunne hun med fordel at kigget til Danmark igen. For siden Olsen-bandens storhedstid har både mænd og kvinder slynget om sig med udtryk som skidegodt, skidelækkert og pissefedt.