Af MF Alex Ahrendtsen, kultur- og skoleordfører, Dansk Folkeparti

Det har længe været Dansk Folkepartis ønske at få vedtaget en sproglov, der kan erstatte mange års passiv dansk sprogpolitik med en mere aktiv, men det er endnu ikke lykkedes at finde et flertal trods mange hensigtserklæringer fra skiftende regeringer og andre partier gennem årene. Jeg vil i denne artikel give et overblik over de sidste 20 års sprogpolitiske debat i Folketinget. Den falder i fire omgange: 2000-2004, 2006-2008, 2012-2014 og 2016-2018.

I. 2000-2004. Sproget kommer på dagsordenen
I år 2000 blev der afholdt en konference om en dansk sprogpolitik på Louisiana, hvor daværende radikale kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen lovede at stå i spidsen for en sprogpolitik, men så kom valget i 2001, hvor magten skiftede, og hun måtte gå af. I 2001 udkom Pia Jarvads danske udredning Det danske sprogs status i 1990’erne med særligt henblik på domænetab, der påpegede, at dansk var ved at uddø som videnskabeligt sprog. Udredningen vakte opsigt, hvilket førte til, at Det radikale Venstre i 2002 spillede ud med et ønske om en dansk sprogpolitik, inspireret af Sverige. Det var udarbejdet af Elsebeth Gerner Nielsen, Naser Khader og Margrethe Vestager. I 2003 bad partiet så om en forespørgselsdebat F35 i salen: Hvilke konkrete initiativer vil regeringen tage for at styrke og udvikle det danske sprog, så det også i fremtiden kan bevare sin kulturbærende funktion?
Årsagerne til forespørgslen var ud over Pia Jarvads udredning, at daværende formand for Dansk Sprognævn professor Niels Davidsen-Nielsen advarede mod domænetabet og den stigende brug af engelsk i dansk, og at svenskerne havde besluttet at lave en sproglov
Naser Khader fremlagde på Det radikale Venstres vegne deres plan i ti punkter, der indeholdt både gode og mindre gode ting. Khader sagde i sin tale blandt andet:

”(…) Vores sprog er en vigtig bestanddel af vores identitet. (…) Det er det, der gør os til mennesker. (…) Hvad har vi som danskere til fælles med vore naboer alle forskelle til trods? Ud over de politiske institutioner m.v., så er svaret: vores sprog. (…) Sprogpolitik skal ikke være grænsepolitik med sigte på en aflukning af dansk i forhold til omverdenen. Det danske sprog skal styrkes, ikke værnes. (…) På stadig flere områder fortrænges dansk fuldstændig af andre sprog, primært af engelsk, dette er de såkaldte domænetab for det danske sprog. Dansk risikerer at miste sin funktion og sin gyldighed på flere områder, primært i forhold til engelsk. (…) Det er ikke totalitær sprogpolitik, vi ønsker, det er ikke et nyt sprog, vi ønsker, men et styrket sprog med rammer for en blomstrende mangfoldighed og udvikling af dansk. Det danske sprog skal styrkes, det skal ikke styres. Det er heller ikke imperialistisk sprogpolitik, vi ønsker. (…) Vi ønsker en socialliberal sprogpolitik.”

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) svarede:

”(…) det ikke er min opfattelse, (…), at det danske sprog er i fare for at uddø. Men på den anden side mener jeg klart, at det er nødvendigt at være meget opmærksom på sprogets fortsatte udvikling, trivsel og fremtid. Vi skal også i fremtiden kunne udtrykke os om alle mulige forskellige emner på dansk, og her peges der fra flere sider på faren for de såkaldte domænetab, dvs. en situation, hvor hele sproglige anvendelsesområder kan gå tabt på dansk, fordi de overtages af i øjeblikket især engelsk. Det er en problemstilling, der er relevant inden for store dele af forskningsverdenen og på it-området. (…)”

Ministeren gjorde så rede for et ”(…) sprogpolitisk arbejde i Kulturministeriet, Undervisningsministeriet, Videnskabsministeriet, Dansk Sprognævn, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Litteraturrådet. (…)” Arbejdsgruppen skulle se på, hvordan man i forskningen, i kunsten, i sprogteknologien, i danskfaget kunne styrke dansk. Men han understregede samtidig, at ”(…) det jo ikke er meningen, at det her skal betyde, at vi værner om det danske sprog ved at putte sådan et beskyttelseshegn rundt om det danske sprog og putte det i en zoologisk have.”
Jeg har valgt at citere så fyldigt, fordi citaterne meget godt indrammer de forskellige positioner, som i de følgende år skulle præge debatten i folketingssalen. Ordførerne var allerede dengang generelt bekymret for engelsk og domænetabet, de var optaget af dialekter, og at der blev skrevet og talt på dansk, men de var også bange for polske tilstande (i Polen gav man bøder for ikke at bruge polsk), og man var bekymret for engelsk påvirkning af det danske sprog. Ole Sohn (SF) var den eneste ud over Det radikale Venstre, der ville have en aktiv sprogpolitik og en sproglov. Resten af ordførerne roste Radikale, men ville afvente arbejdsgruppens anbefalinger. Det er også værd at bemærke, at Dansk Folkeparti på dette tidspunkt ikke var tilhænger af en dansk sproglov, men lænede sig som støtteparti loyalt op ad regeringen.
I 2003 fremlagde Dansk Sprognævn fremlagde sin firepunktsplan for det danske sprog, og sidst på året i december 2003 kom kulturminister Brian Mikkelsens (K) redegørelse 18. december 2003 om det danske sprog Sprog på spil – et udspil til en dansk sprogpolitik, hvilket blev behandlet som redegørelse R8 den 18. december 2008 i folketingssalen.
Naser Khader (RV) og Ole Sohn (SF) gentog behovet for en sproglov som i Norge og Sverige. Socialdemokraternes Jytte Wittrock var på samme linje som regeringen, men svarede undvigende på spørgsmålet om en sproglov. Louise Frevert (DF) afviste sammen med Enhedslisten behovet og støttede regeringen. Alle partier gik ind for parallelsproglighed, dvs. at man både styrkede dansk og engelsk. Ingen ville have restriktioner på brugen af engelsk. Alle vil bevare dialekterne, og alle vil forhindre domænetab.
Resultat blev, at kulturminister Brian Mikkelsen afsatte nogle penge til Dansk Sprog- og Litteraturselskab, der skulle gå til oprettelsen www.ordnet.dk, der blev en realitet i 2004. Han afviste behovet for en sproglov som i Norge og Sverige og henviste til indsatser på undervisningsområdet.

II. 2006-2008: Globaliseringen holder sit indtog i debatten
I 2006 foreslog Det radikale Venstre i deres sprogpolitiske udspil Politik for det danske sprog, at alle danskere skulle have dansk og engelsk som modersmål. Kulturordfører var Elsebeth Gerner Nielsen. Blot tre år tidligere havde partiet foreslået en sproglov, der skulle styrke dansk. Så stærkt kan det gå i dansk politik. Endda med de samme mennesker på ordførerposten.
Socialdemokraterne offentliggjorde samme år deres sprogudspil Styrk danskernes sprog med forslag om en sproglov. Udspillet var dog i lige så høj grad rettet mod at styrke fremmedsprog som at styrke dansk.
Søren Krarup var i mellemtiden blev valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti, og han kastede sig straks over arbejdet med det danske sprog. På vegne af Dansk Folkeparti fremsatte han beslutningsforslag B 56 i 2006: Forslag til folketingsbeslutning om forberedelse af en dansk sproglov. Det var et ambitiøst forslag og det første gennemarbejdede beslutningsforslag om en sproglov for dansk sprog. Heri hed det:

”Folketinget pålægger regeringen at forberede et forslag til en dansk sproglov. Formålet er at sikre en sammenhængende dansk sprogpolitik, der kan bidrage til styrkelse og udvikling af det danske sprog som et komplet og samfundsbærende sprog. Loven skal tage klart sigte på at modvirke, at dansk lider domænetab, og det skal gennem loven sikres, at det danske sprog bruges og ikke viger for engelsk inden for videnskab, højere uddannelse, erhvervsliv og offentlig forvaltning. Der skal ved udformningen af lovgivningen lægges vægt på den 4-punkts-plan, der i 2003 er udformet af Dansk Sprognævn (»Dansk Sprognævns forslag til retningslinjer for en dansk sprogpolitik«). Det pålægges regeringen at fremsætte lovforslag i begyndelsen af folketingssamlingen 2007/08.”

Resultatet af forhandlingerne i salen var mange pæne ord, men ingen opbakning fra de øvrige ordførere, heller ikke fra SF og Det radikale Venstre, der tidligere havde talt varmt for en sproglov. Efter behandlingen blev www.sproget.dk oprettet, og i oktober 2008 afholdt man en sprogpolitisk konference under ledelse af kulturminister Carina Christensen (K) som opfølgning på Dansk Folkepartis beslutningsforslag.
I 2008 udkom rapport Sprog til tiden. Den var mere udførlig end Sprog på spil, men heller ikke udvalget bag denne kunne blive enig om at støtte en sproglov. 2009 blev der afsat 1 mio. kr. til en sprogkampagne, og der blev udviklet et sprogbarometer.

II. 2012-2014 Modstanden øges
Jeg var i mellemtiden blev valgt ind i 2011 og udpeget som kultur- og undervisningsordfører. Søren Krarup havde valgt ikke at genopstille, hvorefter jeg tog den sprogpolitiske handske op efter ham. På vegne af Dansk Folkeparti fremsatte jeg beslutningsforslag B13 i 2012 , der var en omskrevet og lettere moderniseret udgave af Søren Krarups B56 fra 2006. I forslaget hed det:

”Folketinget pålægger regeringen at forberede et forslag til en dansk sproglov. Formålet er at sikre en sammenhængende dansk sprogkurs, der bidrager til at styrke og udvikle det danske sprog som et helt og samfundsbærende sprog. Loven skal modvirke, at det danske sprog lider tab af overherredømme. Gennem loven skal det sikres, at det danske sprog bruges i flest mulige sammenhænge og ikke viger for engelsk m.v. inden for forskning og alle former for ud- dannelse fra 0. klasse til ph.d.-niveau og i erhvervslivet og den offentlige forvaltning. Der kan ved udformningen af lovgivningen skeles til Dansk Sprognævns »Dansk sprogs status 2012 «.

Dansk Folkeparti henvendte sig forud for arbejdet med forslaget til Dansk Sprognævn for at spørge, om deres firepunktsplan fra 2003 stadig var gældende. Det var den ikke. Man ville gå i gang med en nyere, hvilket blev offentliggjort i juni 2012. Dansk Folkepartis beslutningsforslag henviste derfor til nævnets Dansk sprogs status 2012 og havde Dansk Sprognævns anbefalinger med som bilag, der klart opfordrede til at vedtage en dansk sprogpolitik. Sprognævnets anbefalinger flugtede dog ikke helt med Dansk Folkepartis. På et foretræde i kulturudvalget i slutningen af 2012 oplyste Dansk Sprognævn, at dansk var trådt ind på første trin af sprogets dødsspiral.
Resultatet af behandlingen i salen var total afvisning fra partiernes ordførere, og der var i modsætning til debatten i 2006 ingen pæne ord. Kulturminister Uffe Elbæk (RV) mente, at der ingen grund var til bekymring, og at det ikke var nødvendigt med en sproglov.
I 2013 gerådede www.ordnet.dk i knibe, fordi kulturministeriet ikke længere ville yde tilskud gennem tipsmidlerne. Carlsbergfondet skød ekstraordinært en million kroner i foretagendet for 2014, men der skulle statslige tilskud til for at sikre den fortsatte drift af det. Jeg blev opmærksom på problemerne, da jeg læste en artikel i Magisterbladet om sagen og gik ind i den. I mellemtiden var Uffe Elbæk blevet tvunget til at gå, og Marianne Jelved overtog posten kulturminister.
Jeg kaldte ministeren i samråd, havde hende i spørgetiden, der blev stillet skriftlige spørgsmål, ikke bare fra mig, men også fra andre, og folkene fra ordnet.dk havde adskillige møder med ministeren. I foråret 2014 fremsatte Dansk Folkeparti sammen med Venstre og Konservativt Folkeparti beslutningsforslag B74 Om sikring af den fortsatte drift og udvikling af danskernes digitale ordbog ordnet.dk.
Under behandlingen sagde ministeren, at hun ville finde 0,5 mio. kr. i 2014 og 900.000 kr. for 2015, hvorefter det måtte være Dansk Sprog- og litteraturselskabs opgave at finde finansiering. Enhedslisten havde forud for behandlingen meddelt, at man ville støtte forslaget, men trak tilsagnet i salen. Under 2. behandlingen stemte de røde partier og Liberal Alliance gult, hvorfor forslaget faldt. I 2015-valget skiftede flertallet i Folketinget, og Dansk Folkeparti fik afsat 1,5 mio. kr. årligt på finansloven til ordnet.dk for 2017-2019 og satte dermed et foreløbigt punktum for sagen.

III: 2016-2018 En begyndende opvågnen?
Efter mit genvalg i 2015 valgte jeg en ny strategi. I stedet for at fremsætte et samlet forslag om en sproglov delte vi det op i en række særskilte beslutningsforslag i håb om, at det blev mere spiseligt for partierne. Det kunne jo være, at det blev nemmere at opnå tilslutning.
Første forsøg var beslutningsforslag B167 fra april 2016: Folketinget pålægger regeringIII: 2016-2018 En begyndende opvågnen?
Efter mit genvalg i 2015 valgte jeg en ny strategi. I stedet for at fremsætte et samlet forslag om en sproglov delte vi det op i en række særskilte beslutningsforslag i håb om, at det blev mere spiseligt for partierne. Det kunne jo være, at det blev nemmere at opnå tilslutning.
Første forsøg var beslutningsforslag B167 fra april 2016: Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2016 at nedsætte et sprogteknologisk udvalg, der skal udarbejde en strategi for at styrke dansk sprogteknologi og dermed sikre det danske sprog på det digitale område. Kulturminister Bertel Haarder kunne på vegne af regeringen ikke støtte det, men foreslog i stedet en høring. Otte ud af ni partier sagde ja til det, men nej til selve forslaget.
Så kom der regeringskrise og en ny kulturminister i skikkelse af Mette Bock (LA). Høringen med indbudte fagpersoner kom op at stå i marts 2017. Ministeren var indbudt til at tale over emnet og sagde overraskende, at hun var villig til at nedsætte et udvalg under Dansk Sprognævn. Herefter blev alle partier pludselig positive. Der gik dog noget tid, inden pengene blev afsat. I mellemtiden blev det besluttet at flytte Dansk Sprognævn til Bogense, og direktør Sabine Kirchmeier sagde efterfølgende op, hvilket var et stort tab, da hun er en af de fremmeste sagkyndige på området for sprogteknologi. Der er fundet en ny direktør, der lige skal sætte sig i stolen, men jeg forventer, at han følger op på udvalgets arbejde. Strategien med at dele vort samlede beslutningsforslag op i mindre bidder viste sig altså indledningsvist at være lovende.
I november 2017 fremsatte Dansk Folkeparti beslutningsforslag B43: Om indførelse af obligatoriske dansksprogede fag på de engelsksprogede uddannelser i Danmark. Alle engelsksprogede videregående uddannelser med undtagelse af sprogfag skulle indeholde et dansksproget fag med en tilsvarende prøve på dansk. Årsagen var den alvorlige, at andelen af optagne på engelsksprogede uddannelser på erhvervsakademi-, professionsbachelor- og universitetsuddannelserne tilsammen i perioden 2009-2016 var vokset fra 4.964 studerende til 7.551 svarende til en stigning på ca. 50 pct. Samtidig var 29 pct. af de videregående uddannelser udbudt som engelsksprogede uddannelser.
Ud af 534 udbudte uddannelser på kandidatniveau i 2016 var 248 af disse uddannelser engelsksprogede, hvilket svarer til 46 pct. af udbuddet af samtlige kandidatuddannelser. Lidt under halvdelen af alle fagudbud på kandidatuddannelser i Danmark var således i 2016 på engelsk. I de sidste 10 år er 60 pct. af samtlige nye kandidatuddannelser blevet oprettet på engelsk, i 2015 blev ni ud af ti nye kandidatuddannelser oprettet på engelsk. Flere end 70 pct. af de engelsksprogede studerende på nogle kandidatuddannelser forlader Danmark inden for to år efter endt uddannelse. Regeringen begrænsede i foråret 2017 optaget på engelsksprogede erhvervsakademier og professionsbacheloruddannelser, hvilket førte til en nedgang på 25 % i optaget.
Der var i folketingssalen masser af imødekommenhed, men partiernes ordførere vendte slutteligt tommelfingeren ned ad Dansk Folkepartis forslag.
I januar 2018 fremsatte Dansk Folkeparti beslutningsforslag: Om at oprette sprogcentre eller styrke allerede eksisterende sprogcentre på de danske universiteter. Sprogcentrenes formål var på forskningsmæssig basis at udvikle kurser i dansk for udenlandske ansatte, at udvikle kurser i dansk og i mindre omfang engelsk/andre sprog for de studerende, at stå for kvalitetssikret afholdelse af de udviklede kurser enten ved selv at afholde dem eller indgå aftaler med andre faglige miljøer på universitetet (sproginstitutter) eller en kvalificeret sprogskole om det, at tilbyde oversættelse og sprogrevision til ansatte forskere, administrativt ansatte og undervisere, at have ansvaret for det fortløbende arbejde med at opbygge digitale sprogstøtteressourcer, at være i tæt samarbejde med en sprogtermbank, hvor centrene og banken gensidigt medvirker til udveksling af information og i fællesskab bidrager til såvel sprogudvikling som den sprogteknologiske udvikling, at være en konsulterende instans for underviserne i deres formidling på dansk, ligesom de studerende skulle kunne modtage råd og vejledning om sproget undervejs i deres studie.
Forskningsminister Søren Pind talte pænt om hensigten, men ville overlade det til universiteterne at beslutte. Der var masser af pæne ord fra ordførerne, men forslaget blev nedstemt.
I slutningen af januar 2018 fremsatte Dansk Folkeparti B46: Om navngivning af uddannelsesinstitutioner, som havde som formål at sikre danske hovednavne til uddannelsesinstitutioner. Der var opstået en underlig mode blandt visse institutioner om at finde de mærkeligste engelskklingende navn såsom Bornpro eller Learnmark. Forskningsminister Søren Pind og regeringen var enige i hensigten, men ville lade det være op til uddannelsernes bestyrelser at beslutte det, selvom ministeriet havde bemyndigelsen til at udstede retningslinjer på området. Alle andre ordførere var enige med regeringen. Forslaget blev nedstemt.
I marts 2018 fremsatte Dansk Folkeparti B60: Om oprettelse af en sprogtermbank, hvor hverdagsrelaterede ord og fagudtryk på såvel dansk som fremmedsprog med tilhørende definitioner skulle registreres i strukturerede databaser og gøres tilgængelige for alle. Dansk Sprognævn havde ad flere gange foreslået det. Beslutningsforslaget var derfor udarbejdet i samarbejde med nævnet. Det hjalp dog ikke i salen. Selvom der var pæne ord, og Enhedslisten viste sig positiv, så endte det med, at det blev stemt ned af alle øvrige partier. Kulturminister Mette Bock henviste til arbejdet med sprogteknologi, som udvalget under Dansk Sprognævn var ved at nedsætte.

Konklusion
Efter 20 års debat og mange pæne ord er der med andre ord ikke sket fremskridt i arbejdet med at få vedtaget en dansk sproglov og en aktiv dansk sprogpolitik. Der er flere årsager. For det første er sagkyndige og fagpersoner ikke enige indbyrdes om nødvendigheden af det. Var de det, ville det have en virkning på Folketingets partier. For det andet er indstillingen til emnet meget afhængig af, hvem der er ordfører på området. For det tredje har de fleste politikere et meget frisindet og liberalt forhold til sprogudvikling og er modstandere af en islandsk, polsk, litauisk eller fransk løsning, hvor der er en mere eller mindre restriktivt normerende politik. Der kan sagtens argumenteres mod disse, men i det mindste har de lande forholdt sig til deres lands sprog. For det fjerde er de allerfleste politikere ikke bekymret nok over, at flere og flere uddannelser bliver engelsksprogede. For det femte er der især i hovedstaden og Nordsjælland en udpræget tendens til at ville begå sig på engelsk, og det er jo her, at eliten og medierne er koncentreret.
Mit håb er, at vi efter valget får vedtaget en sproglov, der knæsætter en aktiv sprogpolitik, så vi kan få vendt udviklingen til gavn for det danske sprog i stedet for den afvikling, vi oplever i visse dele af erhvervslivet og på uddannelsesinstitutionerne. Det kan i fremtiden vise sig at have været en skæbnestund for det danske sprog, og at det var i disse år, at dets fremtid blev beseglet.