Udtalen af ordet hindbær er en klassiker blandt de sprogkræsne. Ordet er ifølge Ordbog over Det Danske Sprog formentlig beslægtet med ordet hind, altså et hundyr af hjortefamilien, idet netop disse dyr holder af at spise de friske, røde bær.

Ordet udtales imidlertid ofte som [hembær], hvilket kan forklares som assimilation. Lyden [n] udtales med tungespidsen mod den lille, hvælvede rand, der ligger lige bag fortænderne i overmunden, og lyden [b] er en såkaldt bilabial lyd, altså en lyd, der udtales ved at der dannes et kort lukke for luftstrømmen med læberne. Da lyden [m] også er bilabial, kræver det mindre energi at sige [mb] end at sige [nb], og så bliver hindbær let til himbær i hurtig, småsjusket talesprog.

Denne udtale resulterer af og til i den forkerte staveform himbær. Denne staveform anvendes som den korrekte form på tysk.

Ordet brombær har en anden udvikling. Ordet stammer fra det tyske Brombeere og hedder på norsk bjørnebær og på svensk björnbär. Om det er den brummende bjørn, der spøger bag fejlstavningen brumbær, eller om det er en analogi til den forkerte betegnelse himbær, er ikke til at sige, – men det er mere sjovt end egentlig kønt.