Når man besøger Bogforum, tænker man ikke altid på, at der bag den store, flotte messe med kendte forfattere og velklædte forlagsmedarbejdere, ligger mange timers hårdt fysisk arbejde. Da messens højttalere meddelte, at Bogforum var slut, styrtede stjerneforfatterne og supersælgerne ud af de store haller, og porten blev åbnet, så en lang, lang række ventende lastbiler, minivans og personbiler med trailere kunne komme ind på området. Her var kommunikationsformen en ganske anden end på messen. Barske mænd med tatoveringer råbte op om , hvem der havde ret til at spærre for hvem, og hvorfor de store forlag ikke kunne kunne kræve at få plads til at vende lastbilerne og bakke ind på området.

Sprogkredsen og Forlaget Bostrup havde allieret sig med to stærke, unge slovakiske mænd med kørekort, og Marek Svane og Miroslaw Opet og pensionisterne Dan Hellum og Jette Pagh knoklede inde på standen med at få alle de bøger, som mærkværdigvis ikke var blevet solgt, samt reoler, skranke, bannere og en bunke forlagsreklamer og gratisaviser, som havde samlet sig under skranken i løbet af messens tre dage, sorteret, smidt ud eller pakket i kasser.

Da vi var færdige til afgang, klappede vi hinanden på skuldrene: 50 minutter havde det taget, og på vej ud fra området passerede vi køen af stadig ventende køretøjer med stærke mænd og kasser.

Tak til alle for den fine indsats.