I 1850 skrev H.C. Andersen »I Danmark er jeg født«.

I Danmark er jeg født , der har jeg hjemme ,

dér har jeg rod, derfra min verden går;

du danske sprog , du er min moders stemme ,

så sødt, velsignet , du mit hjerte når.

Du danske, friske strand,

hvor oldtids kæmpegrave

står mellem æblegård og humlehave.

Dig elsker jeg – Danmark mit fædreland .

Det er passende at tænke på Andersens ord i dag, hvor det er International Modersmålsdag. Den fede skrift i ovenstående har jeg lavet for at understrege de steder, hvor H.C. Andersen på stille vis betoner det, der er sammenhængskraften i Danmark. Han nævner også landskabet i form af kæmpegrave, æblegård og humlehave, ligesom han viser tilbage til, hvor dansken har rod ved at skrive oldtid. Hans og danskernes herkomst bygger på oldtiden og den kultur, der har hersket i landet siden da.

Han elsker sin moders stemme, nemlig det danske sprog – og naturligvis moderens stemme, som barnet hører allerede i fostertilværelsen, og som efter fødslen giver barnet tryghed og kærlighed.

H.C. Andersen priser sit land, som han titulerer »dig« og med ordet »elsker« og gentager »Danmark mit fædreland«. Samme verselinje gentages i alle fire strofer.

H.C. Andersen kom fra fattige kår, ville noget med sit liv, havde store tanker om sin livsudfoldelse, men lykkedes ikke helt med sine forestillinger om sig selv.

Han havde en enestående evne til at indynde sig de rigtige steder, hvor han kunne blive beværtet og lære kulturpersonligheder at kende. Han rejste meget og lod sig inspirere, hvor han kom frem, men kom altid tilbage til sit fædreland, som måske netop kom til at betyde mere for ham på baggrund af hans oplevelser i udlandet.

Hans urolige sjæl og kreative sind bragte ham stadig flere venner blandt små og store. Han digtede, skrev og klippede og endte med at være en af vores mest kendte forfattere. Han skrev for børn og for voksne. Hans eventyr er gået verden rundt, og indholdet er livsfortællinger, som både børn og voksne kan læse med interesse og forståelse på forskellige niveauer af viden.

Vi kender alle hans eventyr om »Den grimme ælling«, »Fyrtøjet«, »Lille Claus og store Claus«, »Prinsessen på ærten« og mange, mange flere. At vi danskere kender, husker og genlæser hans eventyr og synger hans sange, for eksempel »Hvor skoven dog er frisk og stor«, »Hist, hvor vejen slår en bugt« og »Jylland mellem tvende have«, er endnu et led i kæden, sammenhængskraften. Det danske sprog, let, elegant og velformuleret, så enhver kan tilegne sig teksten og fornemme, at vi er en del af det danske fællesskab. Ingelise Hallengren, Den Danske Sprogkreds, Vanløse.