Hvert år udgives der en oversigt over værker om sprog, der er udgivet i de nordiske lande. Jeg har netop indsendt oplysninger og det ønskede materiale for Sprogkredsens udgivelser i 2022: Fire numre af vores blad Sprogkræsen og antologien Hver fugl synger med sit næb. Farverige ordsprog til hverdagsbrug.
Derudover har jeg indsendt oplysninger om antologien Os hernedefra. Forfattere fra Lolland, Falster, Sydsjælland og omkringliggende mindre øer fortæller, som jeg har redigeret og udgivet på Forlaget Bostrup i anledning af forfattergruppen stORDstrømmens 10-års jubilæum. Bogen er geografisk struktureret fra Nakskov i sydvest til Haslev, som var det nordligste by i det gamle Storstrøms Amt.
I indledningen angives 8 strømtråde, og den 8. er sproget. Her beskriver jeg dialekterne nord og syd for “stødgrænsen”, og viser, hvordan de dialektale træk også i dag kan genfindes i den moderne regionale digtning.
Det er dejligt, at der udarbejdes en sådan nordisk bibliografi år for år, der gør det muligt for sproginteresserede i hele norden at finde frem til relevante udgivelser.
Skriv et svar