Sprogkredsens bestyrelse besluttede den 7. december 2022 at nedsætte en arbejdsgruppe for medlemmer med interesse for at skrive læserbreve og kroniker om dansk sprog og sprogpolitik. Vi ønskede at skabe en gruppe, hvor medlemmer fra hele landet kunne deltage og holdt det første møde på zoom den 14. december, men der var flere, der gerne ville være med, som ikke brød sig om zoom-møder, men gerne ville deltage i fysiske møder, selv om det ville betyde noget transporttid til København, holdt vi et møde hos Lise på Herlufsholmvej i Vanløse den 19. december for disse medlemmer.  Det blev to yderst vellykkede møder, hvor Lise, der tidligere har undervist i kulturjournalistik på Københavns Universitet, fortalte om nyhedskriterierne, lix-måling og forskellige mediers krav til længde, og herefter udspandt der sig en livlig og engagereret debat om, hvordan vi bedst muligt kunne omsætte Sprogkredsens politik til indlæg, der ville kunne optages i medierne.

Vi aftalte at mødes igen i dag, tirsdag den 17. januar, og medtage udkast til debatindlæg, men selv om der har været juleferie ind i mellem møderne havde vi allerede inden mødet fået optaget to læserbreve og en kronik i Berlingske og en kronik og et læserbrev i Politiken.

Disse indlæg havde ført til andre indlæg, der på forskellig vis tog stilling til vores indlæg: et i Berlingske, et i Politikens trykte udgave og 6 i Politikens digitale sektion.

På arbejdsgruppens møde den 17. januar var der tre nye forslag til debatindlæg i medierne, som vi diskuterede med hensyn til indhold, form og medievalg. Berlingske og Politiken er gode, men også traditionelle valg, men Kristeligt Dagblad og Information er også muligheder, ligesom Jyllandsposten og de lokale aviser også er.

Vi vil gerne have flere med i vores arbejde, men det er kun medlemmer af Sprogkredsen, der kan underskrive sig som “Medlem af Den Danske Sprogkreds”, og kun hvis formanden har læst indlægget og godkendt det. Det vil normalt ikke tage ret lang tid.