Mange hævder, at de gamle danske ordsprog og talemåder er på retur, men noget liv må der alligevel være i dem. Weekendavisen bringer i dag denne skønne tegning af Lars Løkke under overskriften “Kongemager” uden at føle det nødvendigt at forklare, hvad den lille ræv har at gøre bag øret på den tidligere og måske/måske ikke kommende statsministerkandidat. Weekendavisens redaktion går nemlig ud fra som givet, at læserne kender udtrykket “at have en ræv bag øret“.

Det gør de fleste danskere nok, men ved vi også, at udtrykket hører til blandt de ældste af de faste vendinger i det danske sprog og allerede optræder hos Saxo både i den latinske og i de danske versioner af Gesta Danorum / Danmarks Krønike, som stammer fra 1200-tallet.

I Sprogkredsens bog “Med professorhatten på. Idiomatiske vendinger med historie” kan man læse mere i kapitlet om ræve i sproget, hvor vi også skriver om “at bage rævekager”, “at lave rævestreger” og “at sætte ræven til at vogte gæs”.

Weekendavisens forsideillustration fra den 21.10.22. er udført af Gitte Skov.