Forfatteren og historikeren, Pernille Ipsen, fortalte den 20. januar meget underholdende om sin rolle som barn i et kvindekollektiv, hvor syv kvinder,  hvoraf den ene var gravid, havde besluttet sig for et kollektivt moderskab. Alle kvinderne skulle være hinandens “medmødre”, og der skulle ikke være forskel mellem den biologiske mor og de andre mødre. Den biologiske far var en mand, som hendes mor havde mødt ret tilfældigt på et værtshus, og han kom ikke til at spille nogen rolle.

Det var i den periode, kvinderne sang sange om den feminine styrke, besatte huse og lavede aktioner, hvor de krævede, at kvinder kun skulle betale 80 % af en busbillets pris, fordi kvinder gennemsnitligt tjente 20 % mindre end mænd. Resultatet var i første omgang, at kvinderne blev smidt af bussen, men i det større perspektiv kan mange af de ændringer af kvindens rolle i samfundet, og den måde, vi taler om kønsroller i dag, ifølge Pernille Ipsen føres tilbage til det oprør, der begyndte i 1970’erne.

Under den efterfølgende debat blev der stillet mange gode spørgsmål. Et af dem lød: “Hvad nu, hvis feministen i kvindekollektivet havde fået en søn?” Til det svarede Pernille Ipsen. “Det ved jeg ærlig talt ikke. Mine mødre hævder, at det ikke ville have betydet noget, men jeg tror, at det var godt, jeg ikke blev en dreng.”

Lisbeth Jørgensen, der er forfatter til bogen “Femø. Kvindelejren i glimt gennem årene”, spillede guitar og lagde op til fællessang, og det viste sig hurtigt, at ganske mange af de fremmødte kvinder var fortrolige med de gamle slagsange fra 1970’erne.

Det blev en aften med gode grin og alvorlig samtale mellem de ca. 40 fremmødte, hvoraf kun tre var mænd.