Fra 1948 til 1963 var det forbudt at spille Solen er så rød, mor, Jeg ved en lærkerede og Hør den lille stær i DR, fordi forfatteren Harald Bergstedt mange år efter deres tilblivelse meldte sig ind i  nazistpartiet og gav udtryk for nazistiske synspunkter.

I dag er Bergstedt på vej tilbage i den danske offentlighed. Solen er så rød, mor og Jeg ved en lærkerede er nu medtaget i Højskolesangbogens 19. udgave (2020), Phillip Faber indleder sin bog Den danske sang (2020) med et afsnit om, hvordan hans mor sang netop Solen er så rød, mor for ham, da han var barn, og kronprinsesse Mary valgte samme sang, da hun blev bedt om at vælge en sang, som Det Danske Pigekor kunne synge som opmuntring under coronakrisen:

Jeg har ønsket sangen Solen er så rød, mor – en smuk godnatsang, som handler om de spørgsmål, børn kan have, lige inden de skal sove. Og lige nu har børn særlig mange spørgsmål og bekymringer. Det er også en sang, vi har sunget om aftenen hjemme hos os, og en sang, vi holder meget af.

Solen er så rød, mor og Carl Nielsens smukke melodi er trods det strenge forbud aldrig gået i glemmebogen, og selv om melodien er vidunderlig, er sangens kraft også et udtryk for Harald Bergstedts brug af det danske sprog. Bergstedt arbejder med små almindelige ord og skaber kontraster, harmonier og dobbelttydighed. Bergstedt var en sprogkræsen digter, der ville bruge almindeligt forståelige danske ord i en mundret form, og i modsætning til vennen Tom Kristensen, der boltrede sig i sykofanter og kandistenorer, brugte Bergstedt danske ord og opfandt nye ord som skrupselvfølgelig og vemodssød.

Var Bergstedts sprog nazistisk? Var hans ønske om at gengive almindelige menneskers talesprog i en mundret form politisk ukorrekt? Var hans forsøg på at undgå fremmedord og tomme fraser noget tosseri?  Pegede hans opgør mod autoritær retskrivning og afvisning af at følge datidens ortografi frem eller tilbage?

Det var nogle de spørgsmål, vi diskuterede her i aften.