Talesprog kan godt være snørklet

Prøv at læse denne sætning:

Nukâka tror jeg, det er, hun hedder, hende, der dansede med Silas Holst i Vild med dans.

Umiddelbart vil mange ryste på hovedet, men jeg tror udmærket, at man kan slippe af sted med at sige det, uden at der er nogen, der stopper op og siger ”hvad?”

Er sætningen forkert?

Nej, det er den ikke.

Er den logisk?

Ja, den følger nogle regler, vi har i talesproget.

Lad os se nærmere på den.

En knude

Oversætningen Nukâka tror jeg er lidt svær at analysere.

Tror er udsagnsled. Hvem tror? Det gør jeg. Altså er jeg grundled. Bolle og kryds, så er det på plads.

Men hvad så med ordet Nukâka? Det kan jo ikke være genstandsled.

Sagen er, at Nukâka hører til i ledsætningen: Jeg tror, at det er Nukâka, hun hedder, hende der dansede med Silas Holst i  Vild med dans.

Hele smøren fra at og sætningen ud er genstandsled for jeg tror.

En sådan konstruktion, hvor et led i en overordnet sætning har en ledfunktion i en underordnet sætning, kalder man en sætningsknude.

Når knuden er løst op, har vi sætningen Det er Nukâka, hun hedder.

En kløvning

Denne konstruktion kaldes en kløvning.
Man tager en simpel sætning som Hun hedder Nukâka, og sætter et led, som man vil fremhæve frem i en ledsætning: Det er hende, der hedder Nukâka, hvor grundleddet er fremhævet, og Det er Nukâka, hun hedder, hvor omsagnsleddet er fremhævet.

Ekstraposition

Endelig kommer der et tungt efterstillet led. Hende refererer til hun, der er grundled i oversætningen. Hende genoptager grundleddet og tilføjer en ekstra oplysning. Hvis det skulle have stået på sin traditionelle plads, ville det have heddet: Jeg tror, at hende, der dansede med Silas Holst i Vild med dans, hedder Nukâka.

Det er nok ikke lige det, der vil blive sagt i en spontan samtale foran fjernsynet en lørdag aften.