Det danske sprog er rigt på ordpar, hvor ord med samme forbogstav eller samme vokallyd optræder i en fast rækkefølge. Vi kan ikke i huj og hast finde hoved og hale på problematikken, men hvis vi prøver at arbejde i hast og huj, finder vi 100 % sikkert hverken hale eller hoved på noget. Bag udtrykket ”det lyder bedre” ligger der en systematik, der er udviklet i lige linje, siden vikingerne talte om folk og fæ.

Det lette og lyse før det tunge og mørke
Lad os se nærmere på systemet i det, der i sprogvidenskaben kaldes fraseologiske ordpar. Her er hovedreglen, at lette led kommer før tunge.

1. Vi synes, at det lyder bedst, hvis det korteste ord står først: fest og farver, lys og lygte, godt og grundigt og mangt og meget.

2. Hvis ordene er lige lange, synes vi, at det lyder bedst, hvis det første ord har en kort vokal, og det næste har en lang eller stødt vokal: knirke og knage (lang vokal), mand og mus, vind og vejr og fuldt og helt (stødt vokal).

3. Hvis ordene er lige lange og vokallængden er den samme, synes vi, at det lyder bedst, hvis en høj, lys vokal kommer før en lav og mørk:
Ordet krible står før krable, fordi det udtales med [i], der er højere end [q]. Ris kommer før ros i ris og ros, fordi [o] er lavere end [i], ny kommer før næ i udtrykket i ny og næ, fordi [y] er højere end [æ], og fugl kommer før fisk i udtrykket hverken fugl eller fisk, fordi [u] er højere end [e] i fisk [fesg].

Illustrationen er udført af Gert Ejton til bogen Med Ja-hatten på. Idiomatiske udtryk i moderne dansk, som udkom på Forlaget Bostrup den 18. december.