Foreningen Nyord for ord har tirsdag den 26. november kl. 17 inviteret formanden for Den Danske Sprogkreds, Lise Bostrup, og næstformanden, Lone Rytsel, til at tale på Møns Bibliotek.

Lise og Lone vil fortælle om Den Danske Sprogkreds og aktiviteterne for at få sat dansk sprog til debat.
Aftenen starter med en kort introduktion fra folkene bag festivalen Nyord for ord, og så får sprogkredsens formand, Lise Bostrup, og næstformanden, Lone Rytsel, ordet.
Kredsens medlemmer oplever, at der fra politisk side ikke bliver taget hånd om vores sprog. De vil blandt andet tale om, hvordan det engelske sprog strømmer ind i mange fag på universiteterne, og i højere og højere grad anvendes som kommunikationssprog i firmaer og i butikker.
Den Danske Sprogkreds mener, at det er danskerne selv, der udvikler sproget, og at vi gør det ved at bruge det bevidst.
Sprogkredsen arbejder også for at hjælpe de læse- og skrivesvage og vil gerne skabe debat om ordblinde børn og voksnes vilkår og problematikker i 2019.
Mon ikke der også falder et par ord af om der kommende bogudgivelse, der handler om faste vendinger i en tematisk og struktureret udgave.
Faste vendinger er sådan nogle som: han er ene hane i kurven; der er ingen ko på isen, og jeg kan ikke få armene ned.