Det begyndte stille og roligt. Marianne Christensen fortalte lidt om sig selv og lidt om traditionen for mundtlig historiefortælling, men da hun begyndte at genfortælle eventyr, som hun bl.a. har fundet i den kendte folkemindeforsker, Evald Tang Kristensens 11 små hæfter, kom der gang i sagerne, og Marianne brugte stemmen, armene og hele kroppen for at skabe liv i fortællingerne.

Det lykkedes. Vi lyttede. Allesammen. Helt stille og koncenteret.

Marianne Christensen er en god sproglig formidler, og i stedet for at omskrive gamle  begreber, henvender hun sig ofte direkte til publikum. “Hvad er en mare?”, “Hvad er en gnom?” Publikum får lov at byde ind, og når vi så har forstået begreberne, går historierne videre.

Marianne taler med en klar vestlolsk dialekt, der er vidunderligt fri for bløde d’er og stød, men i stedet har en mere markant intonation end “rigsdansk”. Når Marianne fortæller, går tonerne op og ned,  og ofte op i slutningen af sætninger, hvor man kunne forvente det modsatte, og så elsker hun det absurde og præsenterer det, som om det var helt normalt. Hendes (og Evald Tang Kristensens) historie om “den bortfløjne mødom” handler f.eks. om en kvinde, der på sin bryllupsnat sender manden ud for at hente hendes mødom, som hun har glemt i en kurv foran kirken, og mens han naivt går ud for at hente posen med mødommen, lader hun en en anden mand komme ind til sig i ægtesengen.  Det er ret absurd, men Mariannes langsomme, tydelige måde at fortælle på, tilsat armbevægelser og gestik, får os for til at gå ind på fortællerens præmisser.

Lad os få flere fortællere af Mariannes slags.