”Veduhabångnmæ?” siger kassemedarbejder Frederik Strahlendorf, der arbejder i Netto på Jernbane Allé i Vanløse, cirka 400 gange i løbet af sin arbejdsdag.

Hvis man optog sætningen og spillede den uden at fortælle noget om situationen, ville den være uforståelig, for Frederik reducerer alle tryksvage lyde og udtaler de fem ord i ”Vil du have bonnen med?”, som om der var tale om ét langt ord med tryk på ”bång”.

Sev om hans ”Veduhabångnmæ” er voldsomt reduceret, fungerer det fint ved kassen i Netto.

På samme måde fungerer andre stærkt reducerede udtryk som ”haangoda” og ”iliimåd” også fint i Netto, hvor kommunikationssituationen er helt klar, og der mange kunder i kø og ingen tid til overflødige stavelser.

Når der ikke er så travlt, kan der godt blive tid til lidt flere ord: ”Skajasmide bångn ud ælåveduhadnmæ?” eller ”Vadede heli i da?”

Et sprog er meget afhængigt af den kontekst, det optræder i, hvad vi måske har tendens til at glemme, når vi efterlyser et pænere og klarere dansk.