Den Danske Sprogkreds deltager atter i år på Bogforum i Bellacenteret i København.
I år har vi fået tildelt stand C3-036, og her vil vi fredag den 1. november, lørdag den 2. november og søndag den 3. november fremvise vores blad Sprogkræsen 1-23 og fortælle om vores bøger om faste udtryk og ordsprog Med ja-hatten på, Med professorhatten på og Hver fugl synger med sit næb og diskutere aktuelle sproglige emner som f.eks. den voldsomme tilgang af engelske ord i det danske sprog, kønssprog og den nye udgave af Retskrivningsordbogen.
Lørdag den 2. november fra kl. 14 til 15 holder vi en særlig reception for Kirsten Rask, som modtog Sprogkredsens Svanepris for sin indsats for dansk sproghistorie i år. Kirsten Rask fortæller om Rasmus Rask, og Sprogkredsen serverer et glas kølig hvidvin.
Bogforum er en oplagt mulighed for at komme i kontakt med Sprogkredsen, hvis man er interesseret i dansksprog, og det er ikke bare muligt at komme som gæst på standen. Bogforum holder åbent i alt 11 timer, og der er travlt hvert eneste minut på standen. Vi vil derfor være glade, hvis der er nogle af jer medlemmer, der kunne have lyst til at deltage i standpasningen og på den måde også selv komme tættere på bestyrelsesmedlemmerne og de andre aktive medlemmer. Vi sørger selvfølgelig for vejledning og gratis adgang til Bellacenteret.
Det bliver Michael Falkendorf, Jesper Sidelmann Markussen, Karin Louise Sigurskjold, Jette Pagh Stenbjerre, Ingrid Slott og Lise Bostrup, der passer Sprogkredsens stand.
Skriv et svar