I Island elsker man sprogforskeren Rasmus Rask, fordi han satte det gamle islandske sprog ind som stammoderen til de nordiske sprog.

Rask kritiserede sprogforskeren Wilhelm Grimm (ham, der sammen med sin lillebror samlede de senere så berømte Grimms eventyr), der anså det danske sprog som en variant af det nordtyske plattysk, og han lagde sig blandt mange andre ud med Grundtvig, der sjoflede Rask i et hånligt vers:

Ét er at tyde i en islandsk bog,

et andet er at være mystagog

og jeg på egen regning tror,

der vil lidt mere til end ord,

for at indkomme

i Islands helligdomme;

samt, at der fra partiklen ur

er såre langt til Burr.

Endvidere jeg tror,

man vorder næppe stor

ved blot at kløve ord,

undtagen – det er sandt  –

en stor – pedant. (Citeret efter Kirsten Rask “Ramus Rask. Store tanker i et lille land. En biografi. Gads Forlag, 2002)

Rasmus Rasks sproglige analyser hyldes i dag i Island og er en del af alle institutioner, der underviser i dansk sproghistories standardpensum.