Tirsdag den 21. marts stiller Den Danske Sprogkreds skarpt på udviklingen i det danske ordforråd med et oplæg af seniorforsker ved Dansk Sprog- og Litteraturselskab, Henrik Lorentzen.
Henrik Lorentzen arbejder med Den Danske Ordbog, og her er han med til at sortere de ord, der vælter ind i hans computer hver dag: Duer ikke, væk! siger han ofte og viser forvrøvlede, forkert stavede og irrelevante ord vintervejen. Men somme tider er der ord, der finder nåde for hans blik, og Den Danske Ordbog er i papirudgaven på seks tykke, røde bind, og i den elektroniske udgave, som alle har gratis tilgang til på www.Ordnet.dk, er der langt flere opslagsord, for Den Danske Ordbog opdateres løbende.
Når Sprog og Litteraturselskabets røde ordbog, er så meget større end Sprognævnets grønne Retskrivningsordbog, skyldes det, at der medtages langt flere oplysninger: Hvor Retskrivningsordbogen angiver stave og bøjningsformer og i nogle tilfælde også tilføjer en kort betydningsangivelse, kan man i den røde fogså inde angivelse udtalen, oplysninger om ordenes oprindelse, autentiske eksempler på ordenes brug og henvisninger til “ord i nærheden”, altså ord som betydningsmæssigt ligger tæt op ad opslagsordet.
Henrik Lorentzen er kendt i medierne fra sin deltagelse i Adrian Hughes’ “Klog på sprog” og sine klummer i Kristeligt Dagblad.
Vi glæder os til at høre, hvad han har at sige om de moderne tendenser til at optage engelske ord som f.eks. “sale”, “gamer” og “safespace”, brugen af ordet “spotte” i betydningen “at få øje på,” slangord som “bro” i betydningen “kammerat”, staveformerne “præludie” og “akvarie” samt nydannelser som “kliktivisme”, “cancelkultur” og “sportsvaskning”. Vil han bare spise Sprogkredsens sprogrøgtere af med en “tudekiks” eller skal vi forsyne ham med en kæmpestor rød, smilende “emoji”?
Henrik Lorentzen er ikke bare sprogforsker, han er også fritidsmusiker, og han vil sammen med pianisten, Rasmus Raaschou, lægge op til fælles afsyngelse af sprogkræsne sange.
Sprogkredsens formand, Lise Bostrup, byder velkommen.
Alle er velkomne, tirsdag den 21. marts kl. 19 i festsalen på Kulturstationen i Vanløse lige ved siden af Vanløse Station. Tilmelding er ikke nødvendig.
Skriv et svar