I morgen meget tidligt drager Karin Louise Sigurskjold og jeg til Bornholm, hvor jeg skal deltage i en paneldebat om kønnet sprog. Det er en feministisk organisation, der efter eget udsagn har tilknytning til Generation Z (dem, der er født mellem 1995 og 2012), og de giver vist ikke ret meget for boomer-generationen, som de vist mener, at jeg tilfører) og dens sprog. I deres oplæg erklærer de, at “det danske sprog er rangeret som det mest kønsstereotype sprog i verden og er således det sprog, der reproducerer flest stereotype forestillinger om køn”.

Højst besynderligt, da det danske sprog netop har fælleskøn (utrum), som er en sammensmeltning af femininum (hunkøn) og maskulinum (hankøn). Her er det værd at bemærke, at maskulinum uddøde på dansk, og at det var de feminine endelser, der tog over! Jeg undrede mig over, hvordan pokker de kunne komme frem til sådan noget ævl, og tænk, så går det ud på, at de har talt op, hvor mange danske sammensatte ord, der ender på -kvinde og sammenlignet med andre sprog. Der findes i Retskrivningsordbogen, siger de, kun 17 sammensætninger med -kvinde (jeg har nu fundet 18) og 192 med mænd. Kvinder er altså forfordelt og usynliggjort i det danske sprog. Uha, uha.

Forrykt metode, og især når man tænker på, at det først var i 1970’erne, at vi fik “erhvervskvinder”, “forkvinder”, “forligskvinder”, “sportskvinder” osv. Tidligere havde vi “bondekoner”, “skurekoner”, “spåkoner”, barnepiger”; “glædespiger”, “rejekællinger”, “husmødre”, “smørrebrødsjomfruer”, “skolefrøkener”, “lærerinder”, baronesser, “husholdersker” og “servitricer”. De er ikke lige smukke alle sammen, men usynliggørelse af kvinder i sproget kan man vist ikke kalde det.

Undersøgelsen stammer fra et amerikansk universitet, så det er sikkert bare en computersammenligning med en masse sprog ud fra oversættelser af ordet “woman”.

Jeg glæder mig til at møde de unge woke-inspirerede feminister i morgen kl. 10.45 på Ungdomshøjens scene.

Alle Sprogkredsens venner er meget velkomne.