Billedkunstneren Annelise Jarvis Hansen (f. 1944) var ikke blot en fremragende maler. Hun var også interesseret i sprog. Annelise kunne lide ord, klangen af ord, rytmen i en sætning, men sådan noget som retsstavning og korrekte endelser gav hun ikke så meget som en enkelt klat maling for, og da hun havde boet en stor del af sit liv i USA, bar hendes danske sprog markant præg af engelsk. Couldn’t care less!

Annelise Jarvis var med til at stifte Den Danske Sprogkreds i 2017, og hun var med i bestyrelsen de første tre år. Det var hende, der skabte det vidunderlige rød-hvide logo med et snoet S for sprog. Logoet signalerer, hvad det skal – uden at bruge hårde linjer og voldsom kontrast mellem en rød og en hvid farve.

Sprogkredsen har brugt Annelises skønne logo i alle årene. Det står på hjemmesider, facebooksider, bannere, emblemer, coronamundbind, stofposer, visitkort, bladet Sprogkræsen, Sprogkredsens sangbog  og et par t-shirts.

Under coronakrisen deltog Annelise ikke aktivt i foreningens aktiviteter med undtagelse af et par digitale møder, og herefter så jeg hende kun personligt i forbindelse med en fernisering på en udstilling i Humlebæk, hvor hun bidrog med flere helt nye, flotte og som altid farvestrålende værker. Hun var i fuldt vigør – men så lidt træt ud.

Hun døde den 1 februar i år, 79 år gammel,

(Skrevet af Lise Bostrup den 3.4.2023)