Her i december sidder pengene løst, og postkassen er fuld af tilbud til festligholdelse af julen. Men hov? Hvad er nu det? Der står ikke god jul, men Merry Christmas på nissehuerne i Netto, og hovedattraktionen i REMA 1000’s julekatalog hedder pludselig Amandas pulled salmon -julesalat. Vi kan købe en sixpack med plastickugler og en top stjerne til juletræet, julebordet kan dækkes med en bordløber med metalprint og julelook, og i Føtex kaldes rødvinen til julemåltidet Bag in Box.

Lego, der i 1932 fik sit navn ved at sammensætte de danske ord Leg Godt og markedsførte sig som pædagogisk legetøj, slår nu om sig med uforståelige anglicismer: Lego boost gør det seje endnu sejere, og børnene skal lokkes til at spille Build Code Play med den særlige tekst Build them all. 5 in 1 model, og så står der i øvrigt sale, special offer og reduction på lidt af hvert.

Nu må man ikke misforstå mig. Jeg hader ikke det engelske sprog, og jeg finder det absolut godt for for eksempel forskning og handel, at der findes et sprog, der kan skabe forståelse over sproglige grænser, men danglish, altså den sammenrodning af engelsk og dansk, som vinder stadig større udbredelse i Danmark, irriterer mig grufuldt. Danglish er ikke noget, der er skabt af hensyn til international kommunikation, for her kender man jo for eksempel ikke ord som hvalp og søster. Det er en dansk reklameopfindelse, der skal give de danske produkter et boostover for de danske kunder.

Det er absolut ikke min opfattelse, at det skaber respekt i udlandet. Tværtimod griner de engelsktalende lidt ad os, og franskmænd ser lidt medlidende på os, for er det ikke lidt synd for os, at vi har så få danske ord, at vi bliver nødt til at tale engelsk i vores hverdag?

Vi har imidlertid masser af udmærkede danske ord. Hvad er der galt med at sige god jul, laksesalat, pakker med seks julekugler af plastic, julestjerner, jule-mønster, papvin og politistationer?