Det blev en dejlig dag på Marielyst Højskole i dag. Selv om solen skinnede, og bølgerne var blå, havde over 50 sproginteresserede danskere fundet vej til foredragssalen på højskolen i Marielyst, hvor formanden for Den Danske Sprogkreds, Lise Bostrup, fortalte om den danske sprogpolitik i et internationalt perspektiv.

Da talen faldt på den besynderlige politik, der føres af Dansk Sprognævn, der insisterer på ikke at ville give sprogpolitiske anbefalinger, men kun vil registrere det danske sprogs ud- eller afvikling, kom der et spørgsmål fra salen: “Hvorfor gør politikerne ikke noget?” Og ja, det ville måske være en idé at prøve at få politikere i tale, så vi kan få taget op til debat, hvorvidt vi ønsker en udvikling, hvor flere og flere af de danske uddannelser skal gennemføres på engelsk, hvor offentlige institutioner får danske navne, og hvor der ikke sættes ind i forhold til kommercialiseringen og anglificeringen af sproget i det offentlige rum.