Før 1970’erne var der ikke mange udlændinge, der lærte dansk i udlandet. Der fandtes en lingvistisk tradition på primært tyske universiteter i for at studere det danske sprog som en del af den indoeuropæiske sprogstamme, og der fandtes undervisning i privat regi for at lære nytilkomne udlændinge dansk.

Med indvandringen af de mange arbejdere fra primært Tyrkiet, blev der behov for en undervisning i dansk af en helt anden type. Den sproghistoriske tilgang var helt irrelevant, og “fremmedarbejderne”, “gæstearbejderne”, “indvandrerne” og “nydanskerne”, som de blev kaldt op gennem tiden, havde sjældent kendskab til europæiske sprog som engelsk eller tysk, og undervisningen, og da de danske lærere sjældent kunne tale elevernes sprog, måtte den traditionelle filologiske tradition droppes og afløses af indterpning af sætninger, som kunne bruges i hverdagen.

I dag er Danmark et mekka for udenlandske studerende, og mange virksomheder i Danmark er dele af internationale virksomheder, og meget forskning foregår i et samarbejde mellem eksperter fra forskellige sprogområder.

Michael Falkendorf, Mette Hess og Lise Bostrup, der alle arbejder med undervisning inden for private virksomheder, lagde op til debat, og der blev bl.a. diskuteret progression i forhold til grammatik og ordforråd, brug af engelsk i undervisningen og manglen på klare grammatiske og fonetiske normer i dansk.