Et karakteristisk træk for dialekten syd for Præstø er, som vi har set, det manglende stød. Et andet karakteristisk træk er, at det såkaldt bløde d ikke eksisterer. Det bløde d findes på rigsdansk efter vokaler i ord som rød og ud. Syd for Præstø siger man rø og u.

Det bløde d bruges på rigsdansk også i endelsen –et som f.eks. huset og lavet. Her kan man syd for Præstø høre en svag j-lyd som i husej og lavej. Men som regel er lyden simpelthen faldet bort.

De to træk, altså det manglende stød og det manglende bløde d, er ikke bare karakteristiske for den sydligste del af Sjælland og Falster, men også for Lolland, Langeland, Ærø og Fyn.

Forklaringen på, at dialekterne ligner hinanden så meget i disse områder, men adskiller sig så markant fra dialekterne i resten af Sjælland og i Jylland findes vi i middelalderen. Dengang gik kirkens inddeling i stifter på tværs af landet, og både Lolland og Falster var, som det bl.a. fremgår af et brev fra den tysk-romerske kejser Otto den 3. fra 988, en del af Odense Stift, og det blev de to øer ved med at være helt frem til 1803, hvor Lolland og Falster blev udskilt, og der blev oprettet et bispesæde i Maribo.

Hvis man taler den dialekt, der er knyttet til det gamle Odense Stift siger man ikke rødgrød med fløde med tre bløde d’er og stød på de to første, men røgrø me fløø uden stød og bløde d’er.