Af Lise Bostrup

(kronikken blev bragt i Kristeligt Dagblad den 22.12.2017)

Ord som glædelig jul, julemønster og papvin er blevet erstattet af Merry Christmas, julelook og Bag in a Box. Den sammenrodning af engelsk og dansk, som vinder stadigt større udbredelse i Danmark, irriterer cand.mag. og forfatter Lise Bostrup grufuldt.

Her i december sidder pengene løst, og postkassen er fuld af tilbud til festligholdelse af julen. Men hov? Hvad er nu det? Der står ikke god jul, men Merry Christmas på nissehuerne i Netto, og hovedattraktionen i REMA 1000’s julekatalog hedder pludselig Amandas pulled salmon -julesalat. Vi kan købe en sixpack med plastickugler og en top stjerne til juletræet, julebordet kan dækkes med en bordløber med metalprint og julelook, og i Føtex kaldes rødvinen til julemåltidet Bag in Box.

Dantoy i Hobro tilbyder en Police Station af plastic til børnene, og Toys’R’Us tilbyder en interaktiv hundehvalp, som kaldes My Dream-hvalp eller en Baby Born-søsterdukke.

Lego, der i 1932 fik sit navn ved at sammensætte de danske ord Leg Godt og markedsførte sig som pædagogisk legetøj, slår nu om sig med uforståelige anglicismer: Lego boost gør det seje endnu sejere, og børnene skal lokkes til at spille Build Code Play med den særlige tekst Build them all. 5 in 1 model, og så står der i øvrigt sale, special offer og reduction på lidt af hvert.

Nu må man ikke misforstå mig. Jeg hader ikke det engelske sprog, og jeg finder det absolut godt for for eksempel forskning og handel, at der findes et sprog, der kan skabe forståelse over sproglige grænser, men danglish, altså den sammenrodning af engelsk og dansk, som vinder stadig større udbredelse i Danmark, irriterer mig grufuldt. Danglish er ikke noget, der er skabt af hensyn til international kommunikation, for her kender man jo for eksempel ikke ord som hvalp og søster. Det er en dansk reklameopfindelse, der skal give de danske produkter et boost over for de danske kunder.

Det er absolut ikke min opfattelse, at det skaber respekt i udlandet. Tværtimod griner de engelsktalende lidt ad os, og franskmænd ser lidt medlidende på os, for er det ikke lidt synd for os, at vi har så få danske ord, at vi bliver nødt til at tale engelsk i vores hverdag?

Vi har imidlertid masser af udmærkede danske ord. Hvad er der galt med at sige god jul, laksesalat, pakker med seks julekugler af plastic, julestjerner, jule-mønster, papvin og politistationer? Svaret er, at der ikke er noget galt med disse ord. Det, der er helt galt, er vores holdning til vores eget sprog og den deraf følgende sprogpolitik.

I Danmark hersker der en udbredt opfattelse af, at et sprog udelukkende udvikler sig efter sine egne love, eller som sprogforskeren Ole Lauridsen, lektor på Aarhus School of Business (den har faktisk ikke noget dansk navn, selvom det er en pæredansk uddannelsesinstitution) og kendt fra DR’s ”Sproghjørnet” formulerede det i Berlingske den 25. juli 2013:

”Mit budskab til krakilerne er, at om vi så hopper eller springer, så ændrer sproget sig alligevel. De mekanismer, der får sproget til at ændre sig, har været de samme, siden vi sprang ned fra træerne.”

Med fare for at blive kaldt krakiler vil jeg tillade mig at mene, at et sprog ikke udvikler sig efter sine egne love.

Et sprog er ikke en fast størrelse, men et resultat af mange forskellige udviklinger og påvirkninger gennem over tusind år, og der er forskelle i dialekter, regionalsprog, stillejer, aldersspecifikt sprog og forskellige grader af dansk talt af ikke-modersmålstalende. Hvad der hører til – og ikke hører til – sproget, er et politisk spørgsmål, som afgøres af Dansk Sprognævn.

Gennem sproghistorien ser vi, hvordan det kan beskrives med Hegels begreber: tese – antitese – syntese. Engang var det videnskabelige sprog græsk og latin. Det gjorde Luther oprør mod, og da der ikke på forhånd eksisterede begreber for hele den kristne begrebsverden på tysk, så skabte han nye ord, først og fremmest ved at bruge latinske ordstammer og tilføje dem tyske præfikser, suffikser og endelser.

Rasmus Rask og N.F.S. Grundtvig er eksempler på andre, der har arbejdet for at udvide det danske sprog med danske begreber for noget nyt.

I dag lægger vi os bare fladt ned på maven, og Dansk Sprognævn erklærer, at de ikke ønsker at arbejde normativt, men kun registrerer sprogets udvikling. Når der bliver opfundet et eller andet nyt, så tager vi bare den engelske betegnelse for det. Jamen, hvad ellers? Det hedder jo ikke noget på dansk?

At det ikke er en naturnødvendighed at overtage de nye ord, viste H.C. Ørsted med sine opfindelser af ord som ilt og brint, som siden har fungeret som fuldgyldige danske ord. I Frankrig arbejder L’Institut Francaise med lister over franske betegnelser for nye ord, som for eksempel ordinateur for computer, logiciel for software og dernier délal for deadline.

På samme måde arbejdes der i stort set alle andre lande end Danmark på at skabe afløserord, der kan indgå i nationalsprogene. Sådan en bestræbelse havde man også tidligere i Danmark, men i dag affærdiges det som rent tosseri. Personligt er jeg nu en stor beundrer af for eksempel nordmændenes forsøg på at skabe nye ord, som den norske pendant til brainstorm – idémyldring, huskepind i stedet for memory stick og det islandske tölva for computer.

Når etablerede danske ord bliver overtaget af engelske ord som for eksempel udsalg, der bliver til sale, tilbud, der bliver til offer, jul, der bliver til christmas, og liv, der bliver til life, så er der efter min opfattelse ikke tale om en selvstændig sproglig udvikling, men derimod et resultat af en kommercialisering af sproget, som bliver styret af en interesse for at kunne sælge produkter under samme betegnelser over hele verden.

Der skal ikke megen økonomisk sans til for at regne ud, at det er betydeligt billigere at producere nogle millioner nissehuer påtrykt Merry Christmas og distribuere dem gennem internationale forretningskæder end at trykke God Jul, Fröhliche Weihnachten, Hyvää Jouloa, Mutlu Noeller og sælge dem i forskellige lande.

Der er imidlertid tegn på oprør på det kommercialiserede julesprog. I Umeå var det traditionelle julemarked i en årrække kaldt Umeå Christmas Market, men det ville folk ikke finde sig i, så fra i år hedder det igen Umeå Julemarknad, og i Tyskland har Verein Deutsche Sprache tildelt kirkerne i Wittenberg en særlig negativpris for brugen af udtrykket Segen erleben – Moments of Blessing og opstilling af en interaktiv installation med titlen BlessU-2 og det oven i købet det år, vi fejrer Luthers indsats for brugen af det tyske sprog.

Nogle lingvister rynker på næsen ad forsøgene på at skabe større bevidsthed om brugen af det danske sprog. Purisme kalder de det, og så fortæller de, at de ord, vi tror, er danske, i virkeligheden slet ikke er det. Hvis vi synes, at det er bedre at købe en politistation af plastic til barnebarnet end at købe en interaktiv Dream-Hvalp, så er det bare, fordi vi ikke er klar over, at ordene politi og plastic i virkeligheden er græske, og at ordet station stammer fra latin.

Nogle drager så den konklusion, at når der alligevel ikke er ret mange ord i det danske sprog, der kan føres tilbage til de urnordiske rødder, så kan det hele også være lige meget. Jamen, hvorfor dog det? Det danske sprog er blevet udviklet gennem bølger af fremmed inspiration og dansk kreativitet gennem århundreder.

Svaret på en radikal deskriptiv sprogpolitik er ikke en radikal puristisk sprogpolitik, men en større bevidsthed og en fornuftig afvejning af fordele og ulemper ved de ord, vi bruger.

God jul.