Af Lise Bostrup

(Kronikken blev bragt i Berlingske Tidende den 3.6.2018)

Fra midten af 1980erne har vi haft en besynderlig sprogpolitik i Danmark. Erik Hansen, der var formand for Dansk Sprognævn fra 1985 til 2002, iscenesatte sig selv som en moderne Robin Hood, der sammen med sine lystige svende ønskede at tage magten fra de privilegerede og give de svagere sprogbrugere frihed til at formulere sig, som de ville.

Danmarks Radio offentliggjorde den 1. maj i år en stilguide til brugen af det danske sprog i udsendelserne. Sprogredaktør Martin Kristensen havde et dobbelt sigte med udgivelsen. Dels skulle den fungere som vejledning for DRs medarbejdere, dels skulle den give offentligheden et indblik i det arbejde, DR gør for at forbedre sproget i programmerne.

Martin Kristensen har udarbejdet stilguiden i samarbejde med forfatteren Thomas Thurah. Det er påfaldende, at ingen af dem har en egentlig uddannelse i dansk sprog. Martin Kristensen kommer fra en karriere som sanger, og Thomas Thurah har en uddannelse med fokus på litteratur. Paradoksalt nok er det måske netop denne mangel på tilknytning til det danske lingvistiske miljø, der gør, at de tør bryde med holdningen i de toneangivende kredse og Dansk Sprognævns anbefalinger.

Efter min opfattelse er Martin Kristensen og Thomas Thurahs brud med Dansk Sprognævns anbefalinger fuldt berettiget. De ønsker at gøre det lettere for Danmarks Radios medarbejdere at udtrykke sig professionelt og korrekt.

Desværre er dette ønske i modstrid med Dansk Sprognævns politik, som i løbet af de seneste 50 år har gjort det stort set umuligt for en gruppe professionelle skribenter sammen at skabe et helstøbt sprogligt værk.

Sprognævnets politik har rødder i 1960ernes oprør mod autoriteterne, og den danske sprogpolitiks Robin Hood hed Erik Hansen. Erik Hansen ville sætte individet fri ”så han kan vælge sit sprog ikke bare lade sig tvinge af konventionen”, som det hed i hans opgør med det juridiske og administrative sprog, som han kaldte ping- og pampersprog. Erik Hansens syn på sproget vandt indpas i universitetsverdenen, og i 1985 blev han formand for Dansk Sprognævn.

Lige så lidt respekt Erik Hansen havde for pinger og pampere, havde han og hans elever for de mennesker, der gik ind for korrekt retskrivning og tegnsætning. Den slags personer blev kaldt krakilere, kværulanter, pedanter, tyranner, magthavere, konservative stivstikkere, sprogrevsere og sågar sprogfascister.

For at beskytte den lille mand mod disse frygtelige mennesker begyndte Dansk Sprognævn at ophøje det forkerte til at være korrekt ved at indføre et stadigt vekslende antal dobbeltformer.

Mange af os husker majonæsekrigen i 1986, hvor Dansk Sprognævn ville indføre frit valg mellem mayonnaise og majonæse, akvarie og akvarium mm. Debatten rasede i medierne, og kulturministeren greb ind og fik de fleste dobbeltformer fejet af bordet.

I 2012, hvor mayonnaise-krigen var glemt, fik Dansk Sprognævn så listet ordene akvarie, ministerie, gymnasie og 37 andre ord af denne type ind i Retskrivningsordbogen. Det blev sværere at lave fejl, men det blev ikke nemmere at skrive korrekt. Det var nemlig kun 40 ord på –ium, der valgfrit kan skrives med –ie. Resten skulle skrives som før.

Det er muligt, at Dansk Sprognævn kan påvise, at der laves færre fejl, når man tillader disse dobbeltformer, men det bliver indlysende meget vanskeligere som professionel journalist at skabe et ensartet produkt. Det privatejede Ritzaus Bureau har for længe siden skåret igennem her og lavet sin egen sprogguide, som medarbejderne skal følge. Guiden er ikke offentligt tilgængelig, men alle medarbejdere har et login, så de kan følge de interne retskrivningsregler.

Martin Kristensens Stilguide er ikke så detaljeret, men opgøret med dobbeltformerne er klart. Siden 1996 har Dansk Sprognævn givet frit valg mellem samskrivningen af adverbium og præposition i udtryk som inden for murene/indenfor murene, men krævet samskrivning når udtrykket står uden styrelse som i det er koldt udenfor. I dette tilfælde handler det om 30 ord. Der skal stadig skelnes mellem hun lænede sig frem over bordet, og det gælder fremover og en række lige så almindelige konstruktioner. Det siges, at unge mennesker, der søger optagelse på journalistuddannelsen, bruger tid og kræfter på at lære de 40 ord med frit valg mellem -ium og –ie og de 30 ord med mulighed for samskrivning af adverbium og præposition. Martin Kristensen og Thomas Thurah tillader sig at tage stilling. De anbefaler, at journalisterne, hvis de synes, at reglerne er komplicerede, undlader at følge de nye regler.

Et andet punkt, hvor Danmarks Radios nye stilguide går imod Dansk Sprognævn, er kommateringen. Dansk Sprognævn har siden 1996 anbefalet og brugt masser af penge på at markedsføre et besynderligt system, hvor man gør det valgfrit at sætte et såkaldt startkomma.

Og hvad er så et startkomma? Ja, det er et komma, der står foran en ledsætning. Der skal altså stadig komma foran hovedsætninger og sætninger med samordnende konjunktioner.

Det hedder altså: Jeg er ked af det, men jeg kommer ikke i aften med komma. Jeg kan ikke komme i aften, for jeg har ikke nogen penge med komma, men Jeg kan ikke komme i aften fordi jeg ikke har nogen penge uden komma. Det er ikke helt indlysende, hvorfor Sprognævnet insisterer på, at det er en stor fordel at banke dette system ind i hovedet på alle danske folkeskoleelever, og endnu sværere bliver det at se logikken, når man lærer, at der skal komma før parentetiske relativsætninger, men ikke før de definerende. OK, så må vi altså først vide, hvad en relativsætning er, og dernæst skelne mellem forskellige typer af dem.

Dansk Sprognævn hævder, at der laves langt færre fejl, hvis man undlader at sætte startkomma, og det skal nok passe. Der er jo objektivt set færre kommaer at sætte og dermed færre fejl at lave.

Hvordan Sprognævnet i årevis kan blive ved med at hævde, at almindelige mennesker skulle kunne lære at mestre dette system, er mig en gåde. Når dertil så kommer, at man, hvis man ønsker at sætte korrekt komma, skal vælge konsekvent at til- eller fravælge startkommaet, så er jeg personligt stået helt af. Det er alle andre danske medier i øvrigt også, og selv i Undervisningsministeriet, som burde være underlagt samme regler som resten af offentligheden, er der en bestemmelse om, at medarbejderne skal anvende det gamle grammatiske kryds-og-bolle-komma. Nu følger Danmarks Radio op med den klare formulering: ”I DR sætter vi det såkaldte startkomma.” Godt brølt.

Den sidste af Dansk Sprognævns mærkesager, som Martin Kristensen og Thomas Thurah viser vintervejen er historien om de såkaldte pendulord. Dansk Sprognævn har igen og igen markedsført historien om ord, der svinger som penduler. Egentlig er betegnelsen sær, for i alle de eksempler, jeg har læst, er der tale om rene betydningsskift, ikke om ord, der svinger frem og tilbage.

Yndlingshistorien handler om ordet bjørnetjeneste. Ordet stammer fra en af oplysningstidens forfattere La Fontaine, som bruger begrebet i en fabel, der skulle lære børn, at det, man gør for at hjælpe et andet menneske, kan vise sig at have den stik modsatte effekt. Det er indlysende, at et barn, der ikke kender fablen, vil tro, at en bjørnetjeneste er en meget stor tjeneste, men Dansk Sprognævn ophøjer denne betydning til at være lige så korrekt som den, La Fontaine bruger, og der er udgået utallige artikler om pendulord.

Også her skærer Martin Kristensen og Thomas Thurah igennem: Vi holder os til den oprindelige betydning: En bjørnetjeneste er godt ment, men gør mere skade end gavn.

Danmarks Radios Stilguides brud med Robin Hood og hans muntre svendes antiautoritære oprør er et skridt i den helt rigtige retning, hvis det skal være muligt at formulere sig på en ensartet og professionel måde.