Hvorfor bliver lavfrekvente ord, altså ord der ikke bliver brugt ret meget, taget ud af Dansk Sprognævns retskrivningsordbog og parkeret på parkeringspladsen? Hvorfor skal ordet fuck med i Retskrivningsordbogen, når det nu sådan et grimt ord, selvom rigtig mange af os bruger det rigtig meget?

Må man sige og skrive om andre mennesker, fuldstændig hvad man har lyst til? Det skal en nyligt nedsat ytringsfrihedskommission tage stilling til. Skal personer, der har opholdt sig i Danmark i mere end tre år, selv betale for tolkning i forbindelse med lægebesøg, hvis deres dansk ikke er godt nok, så de har brug for en tolk? Hvorfor er det så svært at få lavet en national strategi for fremmedsprog, når vi er 6 millioner dansktalende i verden ud af 6 milliarder, der taler andre sprog?

Ovenstående er eksempler på spørgsmål om sprog. Svaret på spørgsmålene er sprogpolitik. Vigtige politikområder bliver udmøntet i politikområder. Sundhed handler om vores helbred, derfor har vi en sundhedspolitik og en sundhedsminister. Uddannelse handler om vores karrieremuligheder, derfor har vi en uddannelsespolitik og en uddannelsesminister. Sprog handler om vores kommunikation med hinanden. Derfor har vi en sprogpolitik og en sprogm……. Nåh nej. Vi har ikke en sprogpolitik og ikke en sprogminister.

”Er dit modersmål okay? – sprogpolitik i Danmark – og ude i verden” er en bog der sætter fokus på sprogpolitik. Introduktionen til bogen lyder: 

Alene fordi bogen sætter fokus på sprogpolitik, og fordi ordet sprogpolitik indgår i undertitlen, er bogen en vigtig udgivelse. Vi har nemlig brug for at gøre ordet sprogpolitik højfrekvent, så vi kan få en sprogpolitik i Danmark.

Indholdet er naturligvis vigtigere end titlen på bogen. Bogen byder på 15 forskellige indlæg. Det første med temaet ”Er dit modersmål okay?” er skrevet af Lise Bostrup, der også har redigeret bogen sammen med Loránd-Levente Pálfi, der forsker i leksikografi på Aarhus Universitet. Lise Bostrup kridter i sin indledning banen op. Hun er kritisk over for den tilgang, som Dansk Sprognævn lægger til grund. Hvis det er hyppigheden og udbredelsen, der er afgørende for hvad der er rigtigt og forkert, så er der ikke meget tilbage at regulere eller normere. Også den stigende anvendelse af dansk iblandet engelsk, Danglish, er Lise kritisk overfor. Hun har et godt øje for den indflydelse, økonomiske forhold har på sproget. Måske er det slet ikke danskerne, men de globale koncerner, der kontrollerer udviklingen af det danske sprog. Internationalt argumenter Lise for, at der i mange andre lande føres en langt mere aktiv sprogpolitik end i Danmark og slutter:

Det er en god ambition at have. Det lykkes med denne bogudgivelse.

Jørgen Christian Wind Nielsen har skrevet afsnittet ”Sproglove?” og viser gennem konkrete eksempler, fra bibelsk tid med Det Gamle Testamente, Babelstårnet, Helligånden og Pinseunderet til vores samtid, at det mere er reglen end udtagelsen at sprog er reguleret og altid har optaget magthavere. Det gælder menneskerettighederne, EF, EU, det nordiske samarbejde, Retsplejeloven, adgang til tolkning og meget mere. Det er altså med andre ord noget vrøvl. at man ikke kan lovgive om sproget. For det gør man. Jørgen slutter:

”Lad os få en sproglov, der kan tjene som rammelov for progressive sprogtiltag til gavn for alle i Danmark, naturligvis med dansk som omdrejningspunkt”.

”Er det danske sprog ved at udvikle sig til Danglish?” er skrevet af Lise Bostrup. Lise Bostrup skiver om de mange engelske ord, der kommer ind i det danske sprog, også firmabrands, der får os til at gå rundt og reklamere for udenlandske virksomheder og produkter, når vi taler. Om risikoen for domænetab, om mange danskeres ligegyldighed med sproget, indirekte bakket op af Dansk Sprognævns deskriptive praksis, efter Lises opfattelse. Afsnittet  indeholder også nogle grammatiske analyser. Kapitlet kan med fordel læses som oplæg til de to efterfølgende indlæg, der handler om den sprogpolitiske praksis, ikke på, men i Island.

Jóhannes B. Sigtryggsson skriver om ”Det islandske sprog: ”Ændringer og udfordringer”. Han mener, at Island har en ”stærk litteraturtradition og en konservativ, beskyttende sprogpolitik. Purisme har stået stærk i landet siden 1800-tallet, men sprogpuristiske skrifter findes allerede så tidligt som i 1500-tallet.”

Det er morsomt at læse om de problemer, som det stigende antal turister i Island giver i forhold til ovenstående. Han skriver om den islandske sproglov og om Islandsk Sprognævn, der har meget anderledes opgaver end Dansk Sprognævn.

Næste kapitel handler også om Island: ”Udrensning af danske ord”, et interview med Ásdís Sigurgestsdóttir. Som interview er artiklen et genrebrud i forhold til de øvrige artikler. Det gør ikke noget, fordi det er tilstrækkelig stramt redigeret og ikke for langt. Til gengæld er det morsomt at læse, at den islandske sprogentusiasme i høj grad kan tilskrives kampen mod en dansk sprogimperialisme:

”Mellem 1602 og 1787 havde Danmark monopol på den islandske handel, og al administration foregik på dansk. De steder, skibene sejlede til, blev med tiden landets købstæder, og her begyndte folk i de finere kredse at tale dansk i stedet for islandsk. Islændingene blev opdelt i de fine, rige og veluddannede dansktalende byboere på den ene side, og de uuddannede islandsktalende uden for byerne på den anden.”

På grund af artiklens historiske redegørelse kunne den med fordel have været bragt som den første artikel om Island, men pyt med det.

De næste to artikler er specielle på den måde, at de er skrevet af repræsentanter for private foreninger, henholdsvis i Sverige og Tyskland, der arbejder for at styrke de respektive sprog.

”Det svenske netværk Språkförsvaret” er skrevet af formanden Per-Åke Lindblom, som jeg har arbejdet sammen med i mange år i anden sammenhæng. Språkförsvaret arbejder ikke med normering af det svenske sprog som sådan, men har fokus på

”et forsvar mod den omsiggribende brug af det engelske sprog, som har ført til domænetab for det svenske. Vi går ind for flersprogethed, da alle sprog har en værdi i sig selv, og vi støtter nabosprogsforståelsen mellem de nordiske lande.”

Organisationen udfører sit arbejde blandt andet med reference til den svenske sproglov. Netværket har i øvrigt udgivet nogle interessante bøger, blandt andet én om den meget brug af engelsk i markedsføring. Netværket har også en glimrende hjemmeside.

Den anden private organisation er tyske Verein Deutscher Sprache (VDS) med over 35.000 medlemmer. Indlægget, ”Tysk – et kultursprog med handicap”, er skrevet af Reiner Pogarell, der er bestyrelsesmedlem, og som jeg også har arbejdet sammen med i andre sammenhænge. Handicappet er ifølge forfatteren, at

”Skyldfølelsen er blevet en del af den tyske selvopfattelse. Og det er svært som skyldig at skulle forsvare egne interesser. Dette forklarer måske den manglende modstand når det tyske sprog nedprioriteres i EU-institutionerne, og hvor beredvilligt tyskerne giver efter på dét punkt…”

Også Verein Deutscher Sprache har en hjemmeside, der er værd at besøge.En enkelt side er dedikeret til ”Årets sprogsynder”, en slags offentlig udskamning. Men jeg synes egentlig omtalen af Martin Luther er mere interessant. Martin Luther tilskrives en del af æren for udbredelsen af de nationale sprog i kraft af hans bibeloversættelser og kirkelige arbejde, der resulterede i institutionaliseringen af nationalsprogene, sådan som det er beskrevet kort og fyndigt i Marita Akhøj Nielsen lille bog ”Hvorfor taler vi dansk? Reformationen og sproget”, der nævnes i artiklen. Jeg har læst den. Den er ”et godt sted at starte”, som man siger. Institutionaliseringen af nationalsprogene er godt for noget, skidt for andet. Det fik vristet landene og sprogene ud af det latinsksprogede, pavelige, katolske overherredømme. Men mange små lokale og regionale sprog har betalt prisen, eksempelvis i Frankrig. Og i Spanien ser vi helt aktuelt, at historien ikke er slut. Det kunne være interessant at se på hvordan udviklingen af nationalsprogene har bidraget til idéen om ”én nation ét sprog”, en udvikling, der normalt tilskrives romantikken 300 år senere.

”Hedder det hollandsk eller nederlandsk? Og hvad med flamsk?” er skrevet af Godelieve Laureys. Her får vi en rundtur i det hollandske sprog, der forplanter sig helt til Surinam i Sydamerika. Vi får en redegørelse for om det hedder hollandsk, nederlandsk eller flamsk, hvilket faktisk ikke er helt let at finde ud af. Vi får også at vide, at tanken om ét sprog i én nation mere er undtagelsen end reglen. Sprog, der tales i mere end ét land betegnes pluricentriske sprog. Vi får artikler, der professionelt og omhyggeligt fortæller om forskellige landes kulturhistorie, politiske historie og sproghistorie. Og vi hører på humoristisk vis, hvorfor Bruno Berni, italiensk litteraturforsker og oversætter, valgte at stifte nærmere bekendtskab med det danske sprog i artiklen ”Om sproget dybt og bredt – Mine erfaringer med det danske sprog.” Vi erfarer, at sprogene altid udvikler sig i konkurrence og kamp med andre sprog, at sprognævnene har vidt forskellige opgaver i de forskellige lande, og at også sociale hierarkier spiller en rolle, som i Laila Flink Thullesens ”Fransk mangfoldighed og protektionisme”:

”I Frankrig er der lige som i Italien meget større forskelle på det sprog, der anvendes i forskellige situationer, end i Danmark”. 

Michael Hardenfeldt skriver om ”Polsk sprogpolitik” og at det er skrevet ind i forfatningen, at det officielle sprog i Polen er polsk. Tilsvarende gør sig jo ikke gældende i Danmark.  Vi forstår, at engelsk er et indtrængende problem i de fleste sprog, men dog et mindre problem i polsk. Áron Kató skriver om ”Det ungarske sprog”, vi får et overblik over ungarsk sprogpolitik. Liucija Širkaite skriver om ”Europas strengeste sprogpolitik” i Litauen,

”det eneste land i EU med en sproginstitution, som dikterer, hvordan folk skal tale litauisk”.

Bogen afsluttes med et indlæg af Svetlana Vvedenskaja og Aleksander Uskov om ”Regulering af det russiske sprog – Lov om retskrivning og tegnsætning”.

”Indtil 1708 eksisterede der kun ét alfabet i Rusland, men i 1708-1710 gennemførte zar Peter den Store den første af en række reformer, der havde til formål at skabe et verdsligt skriftsprog”.

Afrunding
Det er er rigtig god bog, der giver et indblik i de omtalte sprogs struktur, historie, kulturelle baggrunde og de politiske omstændigheder, der har ført landede og sprogene dertil hvor de er. Det viser hvor komplekst sproget er og hvor tæt sammenvævet det er med sprogområdernes historiske udvikling. Vi får også mangfoldige indblik i hvor mange måder, der er at regulere sprogene på, hvor forskellige løsninger, der vælges. Bogen illustrerer på glimrende vis, hvad sprogpolitik også er og kan være. Den viser derfor også, at bare fordi man er interesseret i sprogpolitik er man ikke som udgangspunkt enige om noget som helst. Sprogene er alle steder og hele tiden politisk gennemregulerede og repræsenterer på kryds og tværs interesserne hos dem, der beskæftiger sig med at øve indflydelse på dem. Sådan er det også i Danmark.