‘Er dit modersmål okay?’ er en samling artikler om ‘sprogpolitik i Danmark – og i verden’, som det hedder i undertitlen. Det hele er sammensat af, hvad man uærbødigt kunne kalde, en sprogfanatiker ved navn Lise Bostrup. Interessant læsning for alle der er, omend ikke sprogfanatikere, så i hvert fald sproginteresserede.

Emnet, som bogen belyser, er, hvordan en række europæiske lande håndterer sprogudviklingen. Hvert sprog er jo en dynamisk størrelse alt imens det ændrer sig med tiden. Ingen henholdsvis taler og skriver mere som for 500 år siden, det er klart nok, men heller ingen taler mere som for kun 50 år siden. Skal man blot beskrive ændringerne eller burde man også styre udviklingen? Det ene kaldes deskriptivt, det andet præskriptivt, som bogen lærer os. I Danmark er det Danske Sprognævn sprogets vogter og denne af skatteborgerne finansierede instans har valgt den deskriptive håndtering. Det fører til, at noget stemples som rigtigt, når tilstrækkelig mange mennesker bruger en bestemt stavelse eller et bestemt udtryk. Er det klogt? Bostrup og en anden skribent, Jørgen Christian Wind Nielsen, synes det ikke. Wind Nielsen går i sit indlæg ind for en sproglov der har som mål, at alle ved hvad der er rigtigt eller ej ‘til gavn for alle i Danmark’.

En sproglov kunne også dæmme op for den igangværende anglificering af dansk, også et emne i ‘Er dit modersmål okay?’. Engelsk griber om sig, ikke kun med utallige nye låneord, men også som sprog på universiteterne og især indenfor naturvidenskaber. ‘Domænetab’ truer! Det vil sige, at det i flere og flere situationer ikke længere er muligt at benytte sig af sit modersmål.

En sproglov har man imidlertid i et land som Frankrig. Om det hjælper eller har hjulpet med at modstå fremmarchen af det engelske står hen i det uvisse, fortæller Laila Flink Thullesen i sit bidrag ‘Fransk, mangfoldighed og protektionisme.’ Så enkelt er det åbenbart ikke, at man bare skal indføre en sproglov og så er alt i sin skønneste orden.

Det er heller ikke sådan, at sprogsituationen i alle lande er nogenlunde den samme som i Danmark. Tag for eksempel Litauen, landet med ‘Europas strengeste sprogpolitik’, som bidraget i dette tilfælde hedder. Litauisk har på grund af de vekslende politiske omstændigheder gennem tiderne stået i en svag position og derfor er lovmæssig beskyttelse nødvendig for at opretholde en vis standard, forklarer Liucija Sirkaite. Hendes artikel er ellers en anelse for detaljeret.

Men hvad så med tysk? Står dette sprog ikke stærkt? Ikke så stærkt som man kunne tro, får man at vide af Reiner Pogarell i sin artikel ‘Tysk – et kultursprog med handicap.’ Handicappet er, at tyskerne slæber rundt med deres nazi-fortid. Pogarell går ind for, at tysk optages i grundloven, i den forstand, at tysk deri fastlægges som landets sprog.

Ordbøgerne i Danmark kaldes for “Dansk-Hollandsk” i stedet for det korrekte “Dansk-Nederlandsk”

Godelieve Laureys, professor emeritus i nordiske sprog ved universitetet i det belgiske Gent, skriver en artikel med titlen ‘Hedder det nu hollandsk eller nederlandsk? Og hvad med flamsk.’ Konklusionen er den samme som for 14 år siden, da ordbøgerne dansk-nederlandsk og nederlandsk-dansk blev præsenteret. Jo, det hedder nederlandsk i såvel Nederlandene som Belgien, men det er bare sådan, at man i Danmark ikke kan begribe det, mener Laureys, der åbenbart tror, at der ikke er sket noget siden 2004, da forlaget Gyldendal af kommercielle grunde insisterede på, at ordbøgerne skulle hedde dansk-hollandsk og hollandsk-dansk. “Her i landet (Danmark-wve) omtales sproget i Nederlandene som hollandsk og som flamsk når det drejer sig om sproget i Belgien,” mener Laureys. Men hun vil være konsekvent og i artiklen betegne nederlandsk som hollandsk. Det synes jeg er meget mærkeligt for ikke at sige absurd. Laureys undervurderer dermed danske læseres intelligens. Konsekvent? Ja, men konsekvent forkert! Dumpekarakter altså til Laureys’ artikel, omend hun også siger nogle fornuftige ting.

Ikke destomindre er denne artikelsamling et fint initiativ af Lise Bostrup. Hvad jeg personligt savnede, er dog et bidrag om engelsk. Kan engelsk for eksempel sammenlignes med datidens latin eller græsk? Og hvordan reguleres sprogbrugen, når engelsk tales i så mange lande? Der er det sikkert meget at sige om.

Wim Verseput (f.1952) er freelancejournalist og germanist. Han har boet i Danmark siden 1993.