Historien om resterne af dansk i Vestindien

Af Lise Bostrup

(Artiklen udkom i marts 2017 i MAGASINET for Dansk Vestindisk Selskab)

Hun hedder Julie Frederiksen, og hun bor sammen med sin familie i et smukt, gult hus, som hun har arvet fra sine forældre Axel og Enid Frederiksen.

Inde i stuen har hun et fint, gammelt porcelænsskab med en glasdør, hvor jeg kan se en imponerende samling musselmalede kopper, tallerkner, serveringsfade og en stor suppeterrin fra Bing & Grøndahl. Der er ikke så mange bøger i bogreolen, men jeg kan dog skimte en gammel bibel i læderbind og på et ovalt bord af mahognitræ med en hvid, håndbroderet dug med broderet monogram står der en lille lyseblå porcelænsvase ved siden af en sammenfoldet avis. Jeg kan ikke se, hvilken avis det er, men ordet avis står tydeligt og klart.

8.900 km fra Danmark
Det ligner alt sammen noget, jeg kender fra min mormors hjem i Vestjylland, men i stedet for at begynde at spørge hende, hvordan det går, siger jeg. „Wauw, Julie, it’s a wonderful place. Thank you so much for taking me here“, for selv om min mormor og morfar og Julies farfar og farmor alle sammen blev født i små jyske købstæder omkring år 1900, så er Julie mørk, og jeg er lys, vi bor 8.900 km fra hinanden, og det sprog, vi snakker sammen, er engelsk.

Julies familie
Julies farfar, Frederik Valdemar Frederiksen, var født i Fredericia, men kom som 12-årig i slutningen af 1890´erne med sin far til byen Danevang i Texas og rejste som ung til den danske koloni Skt. Croix, hvor han først arbejdede for en købmand og senere etablerede sin egen handelsvirksomhed.

Frederiksen giftede sig med en mørk kvinde, og de fik seks børn: Vivienne, Karen, Randolph, Alfred, Olivia og Axel Frederiksen, og børnene lærte både at tale dansk og engelsk. Det var imidlertid ikke nok for Frederiksen, og han fik yderligere seks børn uden for ægteskabet. Disse børn fik efternavnet Frederickson.

Axel, Julies far, blev født den 17. september 1915, og han giftede sig som ganske ung med Enid Augusta Hansen, der som han selv havde både afrikansk og dansk blod i årerne. Da Danmark solgte De Vestindiske Øer til USA i 1917, var Axel 2 1/2 år og Enid to måneder gammel.

Enid kunne ikke tale dansk, men det kunne Axel, men selv om Julie som barn plagede ham om at lære hende det mærkelige sprog, mente han ikke, at der var nogen mening i at lære det. Det danske sprog dukkede kun frem, når han blev rasende. For helvede og for satan, råbte han, når han blev sur på hende og hendes to søskende, men han ville ikke fortælle dem, hvad det betød. „That’s all the Danish words I know“, siger hun og ser lidt trist ud, „and I don´t even know the exact meaning.“

Avis?
„Åhr“, indvender jeg og peger over på mahognibordet, „du kender da også ordet avis“. Det hedder ikke avis siger hun og prøver at efterligne min udtale med fladt a og tryk på 2. stavelse. „Det hedder Ajvis, altså ligesom biludlejningsfirmaet, du ved.“

„Nej, nej, nej, det er et dansk ord“, siger jeg og tager hendes The Sankt Croix Avis. „Prøv at se her. Den er grundlagt i 1844, altså længe før, Skt. Croix blev solgt til USA. Avis betyder newspaper, og du kan se på nettet, at vi har masser af aviser i Danmark: Vanløse Avis, Den Blå Avis og Midtjyllands Avis f.eks.“ „You might have a point there“, siger Julie – stadig lidt skeptisk.

Afviklingen af et sprog
Det første, der forsvinder af et sprog, er syntaksen. Evnen til at danne nye, fuldstændige sætninger går i glemmebogen fra generation til generation, hvis sproget ikke bliver brugt. Det fossilerer og bliver til isolerede, og langsomt glemmes betydningen, udtalen tillempes det omgivende sprog, bevidstheden om ordenes oprindelse forsvinder, eller de glider helt ud af brug.

Det allermest sejlivede træk ved et sprog synes at være navnene: Dronningens Tværgade og Gamble Gade. Den dagligdag, som Julie Frederiksen lever i, er stadig præget af det danske sprog. Hun køber ind i byen Christiansted, der er opkaldt efter den danske konge Christian den VI, parkerer ved fortet Christiansværn, går op ad Kongens Gade, forbi Kirke Gade og Dronningens Tværgade.

Hvis hun skulle få lyst, kan hun tage vandflyveren, som er ejet af en mand ved navn Svend Aage Ovesen, over til byen Charlotte Amalie på Skt. Thomas, der er opkaldt efter Christian V.s hustru, og her kan man bl.a. finde Gamle Gade, som ligger i det fattige og temmelig kriminelle kvarter Savan. De lokale kalder dog hverken gaden Gamle Gade eller Old Street, men Gamble Gade, da den er centrum for en del caféer, hvor man spiller poker om temmelig store beløb.

Nytårsmorgen
Julie er døbt i den lutheranske kirke i Christiansted, og hun anbefaler mig at deltage i gudstjenesten der nytårsmorgen. Hvis man associerer gudstjenester med stille andagt og mange ord fra en prædikestol, så har man aldrig været i Vestindien. Her er ingen mulighed for at synke hen i individuelle tanker. Ustandselig skal man rejse sig og sætte sig, se på altertavlen og finde ud af, hvilken af de to næsten ens salmebøger, der indeholder den salme, de andre er begyndt at synge, rejse sig og give hånd til sin nabo til højre og til venstre, sætte sig igen og synge, lytte til noget, præsten siger, og så synge igen. Det hele virker meget fremmedartet – lige til koret pludselig istemmer „I østen stiger solen op, den spreder guld på sky“ – på et nydeligt, klart, korrekt dansk, men med en vestindisk musikalitet, der løfter ordene op og tilføjer dem en anden kraft end den, de har i danske omgivelser. Alle synger med. De kan salmen udenad, ligesom menigheden kunne for 100 år siden. Ordenes betydning er forsvundet, men glæden ved det smukke forløb af lange, klare vokaler i Ingemanns tekst, kombineret med Weyses smukke melodi, bruges hvert år til at hilse det nye år velkomment.

Smorrebrod, fester og skraldetonde
Der findes en del danske låneord i vestindisk kreol. F.eks. har ordet smorebrod sin faste plads på vestindiske restauranters spisekort. Ordet staves med et vekslende antal r’er, og o i stedet for ø, men det, man får, når man bestiller det, ligner virkelig dansk smørrebrød, da det også er et stykke brød med pålæg. Dog er pålægget i Vestindien ikke sild, leverpostej og fiskefilet med remoulade, men

f.eks. duck smorebrod, som er en skive brød overlæsset med andesteg, kogte andeæg og marinerede gulerødder i strimler. Smorebrod er en lokal specialitet, og kun tjenere på de restauranter, som de danske turister frekventerer, ved, at smorebrod har sin oprindelse i kolonitidens Danmark.

Andre elementer er mindre genkendelige. En typisk vestindisk festival med afrikansk inspireret quelbe-spil og jumbie-dans, hvor unge drenge tager masker på og spænder utrolig høje stylter på benene, kaldes en fest. „Fest is just an abbreviation for festival“, forklarer Julie mig, men hvis man googler begrebet, får man mange ord som film festivals og music festivals, men ikke nogen film fests. Mindre romantisk er det måske, at også ordet skraldetønde har overlevet som et særlig vestindisk ord for waste bin, og at man kan håne en feminin mand ved at råbe tantie eller tantan efter ham. Ordet tantie bruges også i normal sprogbrug om kvindelige familiemedlemmer. Tantie Bell kan være en moster eller en faster, en kvinde der er gift med en onkel – eller en kvinde med en ikke helt klar relation til familien.

Det usynlige sprog
Hvor man i USA siger hi eller how are you?, lægger man på de tre tidligere danske øer stor vægt på at indlede enhver konversation med good morning, good afternoon og good night alt efter, hvad tid på dagen, man mødes. Den vestindiske digter, Sam Christopher, beskrev det i sit digt ”Da jeg forlod Skt. Croix med Roseway” (2009) sådan:

Husene i Christiansted er bygget til at holde.
Mursten pudset med mørtel, malet med farver, der er lyse og optimistiske
selv i den mørkeste storm:
pastelgule, orange som en mango
klart blå
som himlens farve
før storm.
Huse er evige, ligesom livet er evigt.
Omgivet af havvandpå de samme 100 km² jord
er de samme ansigter, og den samme musik
stiger op fra hustagene.
Her er godaften en hilsen, ikke et farvel.

En amerikansk Facebook-bruger, der har boet nogle år på øerne, udtrykker det sådan:

„Proper greetings are a tremendously important part of day-to-day interaction in the West Indies, and failing to greet someone you are talking to is actually quite rude. I lived in the West Indies for a few years and people would say Good night to me as a greeting all the time. It never failed to fuck me up.“

Det opleves som et særligt caribisk træk, men jeg synes nu, at det minder temmelig meget om de danske hilsner godmorgen, godeftermiddag og godaften.

Artiklen er i en lidt anden version trykt i Modersmål-Selskabets blad Sprog og Samfund.