Dansk Sproghævn holdt i går fra kl. 10 til 16.30 en konference på KUA med titlen “Importord i dansk”.

Den var helt igennem præget af statistik. Samtlige – og jeg mener samtlige – forskere præsenterede optællinger af ord i forskellige “korpus”.

Nogle havde talt ord i ugeblade (Hanne Ruus), andre havde talt ord i danske aviser (Margrethe Heidemann Andersen), andre havde valgt at tælle ord i talesprog fra forskellige dele af landet (Frands Gregersen) osv.

Det var interessant at iagttage, at forskerne på trods af, at de alle brugte den positivt klingende term “importord” om de ord, vi skeptikere kalder “fremmedord” og “låneord”, men ellers ikke var enige om noget som helst.

Definitionen på et “importord” var et sted “ord, der er kommet ind i det danske sprog” efter 2. verdenskrig, dvs. andre tog ord som “avis”, bouillion og parfume” med, selv om de har været brugt siden 1800-tallet. Nogle medtalte bøjningsformer, andre kun grundformer. En enkelt talte “lemmaer”, som blev udregnet på en så snedig måde, at “august” blev talt med, men “februar” ikke, torsdag var et lemma, men “onsdag” ikke. Nogle gange forstod jeg simpelthen ikke logikken.

Resultatet af de mange forskellige definitioner og korpus gør naturligvis, at de forskellige undersøgelser ikke er umiddelbart sammenlignelige, og når man læser Sprognævnets beroligende udmeldinger om, at det danske sprog ikke bliver overvældet af engelske ord, skal man huske at spørge, hvilket materiale konklusionen er baseret på. Det kan sagtens være, at undersøgelsen udelukker kommerciel sprogbrug, sport, musik for forskningssprog – for nu at nævne nogle eksempler, der er under meget stor engelsk påvirkning.

Interessant nok brugte Sprognævnets medarbejdere i høj grad engelske termer for at forklare deres egne forskningsresultater …