Min mormor, der desværre ikke lever længere, brugte somme tider ordet “vildøv” om personer, der efter hendes opfattelse var i stand til at undlade at høre det, som de ikke brød sig om at høre. Jeg kom til at bruge ordet i en samtale i går og blev klar over, at det ikke umiddelbart blev forstået. Jeg slog det derfor op på Ordnet.dk og i Retskrivningsordbogen og fandt det ikke var opført nogen af stederne.

Herefter kastede jeg mig over Ordbog over Det Danske Sprog, og her fandt jeg ud af, at det ikke blot var min mormor, der havde brugt dette ord, men også selveste N.F.S. Grundtvig.

Det forekommer mig, at det er et udmærket ord, der klart beskriver en attitude, der eksisterer i bedste velgående i dag.

Lad dette være en opfordring til at støve ordet “vildøv” af og bruge det, så ofte, at det kan genoptages i det aktive danske ordforråd.

Citat fra Ordbog over Det Danske Sprog:

vil-døv, adj. (til IV. ville (vil); dial.) som ikke vil høre; forstilt døv. (hun) hørte kun det, hun vilde høre – for alt andet var hun vildøv. Gravl.N.118. Feilb. UfF. i talem. se stildøv. billedl.: *Hvordan skulde da omsonst | Fristeren brugt al sin Kunst | Paa et vildøvt Øre. Grundtv.PS.VI. 224. smst.632. Hun var “vildøv” for enhver rimelig Grund til at rive de vaklende Rønner ned. Elkjær.Landfast.(1938).10.