Sprogkredsens sprogpriser, Svanen og Ællingen, er navngivet med inspiration i H.C. Andersens eventyr Den grimme ælling, og sammen med kokken Palle Kogemand har vi sammensat en menu med H.C. Andersen-inspirerede retter.
Vi indleder med en forret, der er langt mere lækker, end dens navn antyder. Skidne æg er smilende æg med sennepssovs og bacon, og den hørte til Andersens favoritter, som han bl.a. fik serveret hos familierne Collin og Melchior. Onsdag den 11. marts 1868 var han særlig tilfreds med tilberedningen, og han noterede i sin dagbog: Hos Enken Fru Ørsted fik de for første gang efter min Opskrift og Lyst: Skidne Æg!
Det er indlysende, hvordan retten har fundet sit navn i folkemunde, og da det netop er en folkelig, dansk ret, findes der ikke en passende elegant fransk betegnelse for den, men Palle Kogemand er dygtig til at tilberede den.
Herefter får vi med inspiration fra eventyret Klods Hans stegte hanekyllinger. Det var netop denne ret, som prinsessen på slottet og hendes hof var ved at tilberede, da frierne en efter en kom ind i hendes stue. “Vi steger hanekyllinger”, sagde hun, når frierne klagede over varmen. Det gjorde dem alle så mundlamme, at de fik beskedden “Dur ikke! Væk!” Kun Klods Hans tog tråden op og spurgte, om han måtte stege sin døde krage ved samme lejlighed Han havde selv medbragt en gammel sål, som kunne tjene som en slags gryde. Prinsessen lo og forlovede sig med den heldige unge mand. Palle Kogemand foretrækker at kalde retten braiseret unghanebryst, men vi foretrækker Andersens betegnelse.
Sammen med hanekyllingerne får vi små, danske kartofler og en salat med god, gammeldags, dansk kål og æbler fra H.C.Andersens fødeø.
Desserten hører også til H.C.Andersens yndlingsretter, men for ham var det ikke en dessert, men en hovedret, og jo ældre han blev, og jo flere problemer, han fik med sine tænder, desto gladere blev han for øllebrød. Øl og gammelt brød, var det engang. Til prismiddagen bliver den gamle bonderet poppet op, så den bliver en elegant dessert.
Lise Bostrup præsenterer maden.
Velbekomme.
Skriv et svar