MIN DANSKLÆRERS RØDE STREGER

Når jeg fik min danske stil tilbage, kiggede jeg efter, om der var røde streger under ordene, Ja, de røde streger var svære at undgå.

Jeg husker, at jeg som 13-årig i en dansk stil havde skrevet MUGLIG i tryg forvisning om, at jeg havde stavet ordet korrekt.

Men den røde streg under ordet skulle vise mig, at ordet alligevel ikke var stavet korrekt af mig.

Når jeg stille fremsagde ordet for mig selv på vendelbomål – min indgang til dansk sprog – kunne jeg tydeligt høre, at der inde i ordet gemte sig et -g-.

Dansklæreren afviste, at der skulle gemme sig et -g- i ordet mulig.

Det forvirrede mig, for jeg følte mig sikker i min sag.

Da jeg som 14-årig fik tysk som nyt skolefag, triumferede jeg indvendig, da jeg blev præsenteret for glosen ‘möglich’, fordi ordet netop rummede det -g- som jeg havde efterlyst!

Da jeg i en senere alder rask væk slog ord op i ordbogen, måtte jeg naturligvis også sætte ordet ‘mulig’ under lup.

Endnu engang blev jeg bekræftet i, at der var et -g- gemt i ordet, for på sent norrønt var formen ‘möguligr’, indlånt i dansk fra middelalderlig plattysk ‘mogelik’, beslægtet som ordet var med verbet ‘mogen’ (senere højtysk ‘mögen’).

På det norske bokmål hedder ordet ‘mulig’, men på nynorsk hedder ordet ‘mogeleg’ eller ‘mogleg’.

Hollandsk har stavemåden ‘mogelijk’.

Konklusion: I de germanske sprog er der bred enighed om, at der i ordet er gemt et -g-, noget som jeg allerede som 13-årig anede, men jeg måtte indkassere en rød streg fra dansklærerens hånd for denne anelse.

Med denne lille klumme er jeg ikke ude efter, at læseren skal tage mig så alvorligt, at han/hun herefter skriver ‘muglig’ i stedet for ‘mulig’.

Sprog – ikke mindst dansk – rummer mange fristende muligheder.